5 kilometer.

Det er den estimerede distance på, hvor langt de fleste af os har hovedet oppe i røven på os selv.

Problemet er bare, at de andre slet ikke følger med i, hvad vi laver.

Fænomenet bliver kaldt for ’The spotlight effect’ og betyder, at vi overvurderer, hvor meget folk følger med i vores liv, udseende og adfærd.

I et klassisk studie* bad en gruppe forskere fx nogle college-studerende om at bære en pinlig t-shirt til skole og bad dem bagefter svare på, hvor mange, de mente, havde set den.

De studerende gættede selv på 50 procent.

Men i virkeligheden havde kun 25 procent set den.

Og langt de fleste af de 25 procent havde i øvrigt slet ikke tænkt over, at den var pinlig. De kunne bare huske motivet**.

Så jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her til dig. Men altså, vi følger simpelthen ikke med i, hvad du laver.

Vi har nemlig travlt med vores egne problemer, drømme og komplekser. Og ingen er så optagede af dem som os selv.

Det er også derfor, at vi ikke slår ring om dig nede i kantinen, fordi du har været til frisøren og fået lavet striber i håret.

Vi ser det slet ikke. Sorry.

Og når du siger noget dumt til et møde, så hørte vi det ikke. Selv hvis vi gjorde, er det glemt lynhurtigt igen.

Og den der pinlige fejl, du selv tænkte over i flere timer og dage? Vi havde alle glemt den sekundet efter, du havde lavet den.

Spotlight-effekten er sjov, fordi den viser os, hvor selvoptagede de fleste af os er, men den har en ubehagelig slagside.

For problemet er selvfølgelig, at alt for mange går gennem livet med en ide om, at alle de andre mere eller mindre har viet deres liv til at overvåge og dømme os for vores utilstrækkeligheder.

Men det har de ikke. Vi er ligeglade med dig. Og du er ligeglad med os.

Og det er jo vidunderligt.

For det betyder, at du slet ikke behøver at gruble over ting, du fortrød, at du sagde eller gjorde (okay, måske striberne, de var sgu lidt hårdt optegnede).

Og du kan samtidig kaste dig ud i mange flere udfordrende opgaver, for den sociale og faglige risiko ved at fejle er slet ikke så stor og tydelig, som du tror.

Vi kan opsummere det hele med 18-40-60-reglen***, som jeg faldt over for nylig:

Når du er 18, bekymrer du dig over, hvad andre tænker.

Når du er 40, er du ligeglad med, hvad andre tænker.

Når du er 60, går det op for dig, at ingen tænkte på noget.

Vi er nemlig fuldkommen ligeglade med dig. Er det ikke en lettelse?

* Du finder studiet her: The spotlight effect in social judgment: An egocentric bias in estimates of the salience of one’s own actions and appearance.

** Motivet var flødebolle-musikeren Barry Manilow, som de fleste college-studerende ikke havde lyst til at gå rundt med:-)

*** Det var Mads Hyldig ovre på LinkedIn, der skrev om 18-40-60-reglen.