30 maj Verdens dyreste møde
Der er to problemer med møder.
Det ene problem er oplagt: Møder er ofte tidsspilde og bliver sjusket gennemført. Dårlige eller fraværende dagsordener. Ingen tids-disciplin. Sniksnak uden tydeligt formål.
Men der er et andet og større problem med møder, som sjældent bliver adresseret. Det råder vi bod på i dagens udgave af 2 minutter.
Det drejer sig om alt det usynlige tidsforbrug, møder skaber.
Her er vrangforestillingen: Vi tror på, at ét møde, der varer én time, koster os én times arbejde.
Og den vrangforestilling skaber ringe i vandet, der når helt ud og påvirker mental trivsel, manglende effektivitet og dalende motivation.
For her er realiteterne: Ét møde, der varer én time, skaber minimum 3 timers arbejde. Minimum.
For det første har vi alt det, der ligger rundt om et møde. Altså transporttid til og fra mødet, toiletbesøg og kaffe-rutiner op til, åben borgerkrig imod mikrofonen i Teams, forberedelse til mødet, afrapportering, referater, og skyd mig i hovedet.
For det andet: Møder skaber ekstra arbejde. Overraskende, ik’? På tyvende år på arbejdsmarkedet kan vi stadig blive overraskede over det faktum.
Hvor mange gange har du ikke haft en dag med tre møder? Hvor mange gange har du blokeret tid på samme dag til at arbejde med alle de todos, som mødet skabte? Jeg ved det godt. Aldrig.
For det tredje: Hvad tror du, der sker for din evne til at løse komplekse, videnstunge opgaver, når jeg hakker din dag i salamiskiver med rundbordssamtaler om abstrakte ting? Det var et retorisk spørgsmål.
For det fjerde, og nu er vi fremme ved dødsstødet: Møder er kamp-liderlige!
De finder andre møder, knalder med dem og føder nye møder.
Her er et væddemål: Næste gang du sidder i et møde, vil jeg garantere dig for, at du sidder der, fordi nogen har holdt et møde i fortiden. Du sidder med en bastard-unge født af et liderligt statusmøde, der blev holdt for to måneder siden.
Så når du tænker, hvor bliver alt min tid af? Så er svaret nærmest altid: uplanlagte følgevirkninger af møder fra fortiden.
Og denne trickle-down-effekt har høje omkostninger.
Tilbage i 2014 fandt nogle konsulenter fra management-virksomheden Bain og Company et foruroligende eksempel på det. Det blev senere kendt som ’Verdens dyreste møde’.
I studiet* blev der brugt data fra medarbejderes kalendere i en stor virksomhed for at se, hvor store følgeskader et møde i toppen af organisationen skabte ned gennem systemet. Studiet så på et klassisk møde, som mange direktioner har, det såkaldte ugentlige Excom-meeting. Her mødes direktionen for at få status og updates på de forskellige divisioner.
Hvordan forberedte cheferne sig til det møde? Ved at holde møder med deres senior-folk for at få updates. Hvordan fandt senior-folkene dataen? Ved at holde møder med junior-folk.
Når man beregnede mandetimerne til det ugentlige statusmøde, fandt man ud af, at dette ene møde genererede 130 møder ned igennem organisationen. Studiet konkluderede, at det kostede organisationen 130.000 timer årligt. Omregnet til arbejdstid kostede deres møde i omegnen af 100 millioner kroner. Og så har vi ikke engang åbnet den kinesiske æske og set på konsekvenserne af de 130 møder.
Tænk over det, næste gang du indkalder til ét møde: Ét møde varer ikke én time.
* Studiet bliver forklaret her i Harvard business Review
Faglige indsigter til videbegærlige mennesker
Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 45.000 er allerede med i klubben.