Tænk ind i boksen

Læsetid: 1:38 min (491 ord)

Tilbage i 2009 gennemførte professor Tina Seelig et virkelig interessant eksperiment* med sine studerende på Stanford.

Hun inddelte dem i 14 grupper og gav hver gruppe en konvolut med 5 dollars. De 5 dollars var ment som en lille investering, og opgaven var: Få pengene til at vokse så meget som muligt på 2 timer.

Når de 2 timer var overstået, skulle hver gruppe give en præsentation på 3 minutter til deres medstuderende om, hvilken strategi de havde brugt, og hvordan den havde virket.

Her var, hvad de studerende gjorde. Der var grundlæggende 3 strategier:

Level 1: Størstedelen af grupperne gjorde det åbenlyse og købte en række genstande for de 5 dollars for derefter at forsøge at sælge dem til en højere pris. En slags loppemarkedsstrategi. De fleste af disse grupper tjente penge, men klarede sig dårligst.

Level 2: Nogle få grupper gjorde noget andet. De betragtede de 5 dollars som en distraktion og tænkte i stedet bare på, hvordan de kunne tjene flest penge på 2 timer. Deres logik var, at deres kompetencer og arbejdskraft havde langt større værdi end de 5 dollars.

Én gruppe bookede fx pladser på populære restauranter og solgte dem så til folk, der stod i kø, som ikke gad at vente. En anden gruppe tilbød at pumpe dæk på campus for 1 dollar pr. cykel. Begge grupper tjente over 150 dollars på de 2 timer. Ret cool.

Level 3: Der var faktisk kun én gruppe, der klarede sig markant bedre. Hvad gjorde de? De ignorerede både de 5 dollars OG de 2 timer. De indså, at deres største aktiv faktisk var de 3 minutter, de havde til rådighed til at præsentere foran deres medstuderende.

De solgte derfor de 3 minutter til en virksomhed, der gerne ville have fat i Stanford-studerende. Og de lavede hele deres præsentation om til en pitch af den virksomhed. De tjente 650 dollars. Genialt …

De studerende, der tjente flest penge, er faktisk et glimrende eksempel på, hvad der adskiller de mest innovative teams fra de mere ordinære. Det lærte professor i kreativitet, Lene Tanggaard, mig, da jeg interviewede hende til min podcast.

Jeg spurgte nemlig Lene direkte: ”Hvis jeg nu som leder gav en brief til et yderst kreativt team – hvordan tror du så, at de ville gribe den an?”

Lene Tangaard svarede: ”Jeg tror, de ville starte med at udfordre præmisserne for opgaven.”

De mest kreative teams adskiller sig nemlig ifølge Tanggaard ofte i måden, de behandler briefen. I stedet for bare at parere ordrer og løse den definerede opgave, afdækker de alle mulige tilgange, de stiller spørgsmål, leder efter unikke fordele i teamet og oversete resurser, de kan trække på.

Med andre ord, de gør som de mest succesfulde studerende fra Stanford. Og det er jo fristende at sige, at de tænkte ud af boksen, men i virkeligheden tog de sig bare tid til at finde ud, hvad der allerede var inde i den.

Slut

Faglige indsigter til videbegærlige mennesker

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 40.000 er allerede med i klubben.