I disse dage sidder jeg og retter svendeprøver, som deltagerne i min Masterclass i Adfærdsdesign har lavet.

Der er især én type opgave, der fylder ca. 50 procent af min indbakke.

Den handler om, hvordan man får folk til at gøre kedelige ting, som er fristende at nedprioritere i en travl hverdag.

Du ved, dokumentation, evalueringer og på en suveræn førsteplads: Hvordan får vi folk til at tidsregistrere?

I mange af deltagernes opgaver mangler der et centralt greb, som jeg vil dele med dig her, fordi det er så effektivt.

Lad mig forklare grebet med to korte eksempler.

Det første handler om en meget succesfuld NGO, der hedder DonorsChoose.

Hos DonorsChoose kan lærere lægge projekter op, som de mangler penge til. Det kan være alt fra undervisningsmaterialer til en ny pc eller måske et bat til at spille rundbold med.

Herefter kan donorer som dig og mig vælge imellem de gode formål og donere penge til skoleklassen.

Det interessante lige her er dog ikke platformen, men derimod hvad der sker bagefter:

For efter donationen får donorerne personlig feedback på den forskel, de har skabt. Det kan være et håndskrevet brev fra læreren, takkebreve fra eleverne eller billeder af skoleklassen, der er ude at spille rundbold med deres nye bat.

Herhjemme har vi et lignende eksempel, som jeg skrev om i Jytte fra marketing. Det er den om bloddonation.

Hvis du giver blod i Danmark, vil du ofte modtage en sms efter et par måneder, der lyder nogenlunde sådan her: ”Dit blod er i dag blevet brugt på Rigshospitalet.”

Indtil den sms ankommer, har du gjort en abstrakt god gerning. Men pludselig bliver det virkeligt. Du har gjort en forskel for et menneske i dag.

De to eksempler viser noget helt fundamentalt om mennesker: Vi har brug for at mærke, at vores adfærd gør en forskel, ellers stopper vi med den.

Og den indsigt glemmer vi ofte fuldstændig, når vi designer arbejdspladser.

Tænk på alt det, vi beder folk om at gøre, uden nogensinde at vise dem, hvad det bliver brugt til.

Klip til tidsregistrering:

Der bruges hvert år tusindvis af timer på at skrive tal ind i systemer. Hvilken opgave, hvor mange timer, hvilken sag.

Det er kedeligt og bureaukratisk. Og de fleste medarbejdere får aldrig at vide, hvad i alverden det bliver brugt til.

DonorsChoose-modellen ser sådan her ud, når du får en sms fra chefen:

“Jeg ved godt, at tidsregistrering er hammerkedeligt. Men jeg ville bare lige sige, at dine registreringer fra Q1 viste, at vi brugte 80 timer mere på projektet end budgetteret. Det gav os dokumentation til at genforhandle kontrakten med kunden, og vi fik 180.000 kr. ekstra med hjem fra mødet. Mange tak, det kedelige tastearbejde er virkelig en stor hjælp.”

Klip til trivselsundersøgelsen:

Hvert år svarer folk på spørgsmål om trivsel, ledelse, samarbejde, og derefter hører de som regel … ingenting.

Bloddonations-modellen ser sådan her ud, når der dumper en mail ind 7 dage efter, du besvarede:

“67% af jer svarede, at de ugentlige fredagsmøder var en kæmpe tidsrøver. De er nu aflyst permanent. Tak for at svare.”

Pludselig giver det mening at svare næste gang.

Så rådet er: Vis mig, hvilken forskel min dokumentation har skabt i den virkelige verden.

Fortæl mig, hvad rapporten blev brugt til. Hvad sagde bestyrelsen? Hvad har effekten været af, at vi er blevet bedre til at indberette nærved-ulykker i produktionen?

Hvis man beder folk om at taste ting ind i alverdens systemer, så har man eddergøjseme ansvaret for at vise dem, at deres indsats gjorde en forskel.

Og hvis man ikke orker det, skal man heller ikke pive over, at de ikke gider.