07 maj Professorens tip til at få trænet, når du ikke orker det
For et par år siden var jeg på bootcamp hos den legendariske Stanford-professor Bj Fogg i hans hus i Californien.
Fogg er en pioner inden for forskning i vaner, og undervejs i forløbet talte vi specifikt om vaner og træning.
Her sagde han noget enkelt, som jeg stadig tænker på, når jeg ikke orker at træne:
”Du vinder ikke, når du har trænet. Du vinder, når du drejer til højre ned ad vejen til centeret.”
Pointen: Det er de færreste, der tager ned i centeret, går ind gennem sluserne og derefter vender rundt og siger tak for i dag.
Når du drejer ned ad vejen til centeret, kommer træningen automatisk derefter. Det er uundgåeligt.
Derfor handler vanen ikke om træning. Vanen handler om at komme frem til situationen, hvor man svinger ned mod centeret.
Det ændrer faktisk en del.
Hjernen er nemlig designet til at spare energi og undgå ubehag på den korte bane.
Derfor vil den elske at åbne forhandlinger med dig, når du spørger den: ”Har vi virkelig lyst til at træne?”
- ”Kan vi ikke bare gøre det i morgen?”
- ”Du har fortjent en pause.”
- ”Vi gør det i aften …”
Men det er fordi, vi har spurgt den, om vi skal træne. Det er hårdt. Det orker vi ikke.
Vi har fejlagtigt lavet en Hamlet: ”At træne eller ikke at træne, det er spørgsmålet.”
Men det er ikke spørgsmålet.
Spørgsmålet er ikke, om vi orker træningen. Spørgsmålet er, om vi orker skridtene frem mod højresvinget.
Og her er den gode nyhed: Det er lettere at orke skridtene end træningen. For skridtene er ikke særligt hårde.
Så øv dig i at være en person, der er på vej til at træne. Hvis du bliver god til det, kommer træningen helt automatisk.
Hvordan ser skridtene ud?
- Sæt din træning i kalenderen (lille sejr).
- Koordiner det med familien, hvis det er nødvendigt (lille sejr).
- Tag dit tøj på (lille sejr).
- Snør skoene (lille sejr).
- Gå ud ad døren (lille sejr).
- Drej til højre ned ad vejen.
- VUNDET!
Vanen er ikke træning.
Vanen er skridtene frem mod træning. Og de er heldigvis meget lettere at orke:-)
Vil du arbejde videre med dine vaner? I min Masterclass får du den komplette guide.
I min masterclass får du et helt bonusmodul om, hvordan du skaber bæredygtige vaner.
Masterclassen er åben for tilmeldinger nu, men den lukker snart for evigt.