For et par år siden var jeg på bootcamp hos den legendariske Stanford-professor Bj Fogg i hans hus i Californien.

Fogg er en pioner inden for forskning i vaner, og undervejs i forløbet talte vi specifikt om vaner og træning.

Her sagde han noget enkelt, som jeg stadig tænker på, når jeg ikke orker at træne:

”Du vinder ikke, når du har trænet. Du vinder, når du drejer til højre ned ad vejen til centeret.”

Pointen: Det er de færreste, der tager ned i centeret, går ind gennem sluserne og derefter vender rundt og siger tak for i dag.

Når du drejer ned ad vejen til centeret, kommer træningen automatisk derefter. Det er uundgåeligt.

Derfor handler vanen ikke om træning. Vanen handler om at komme frem til situationen, hvor man svinger ned mod centeret.

Det ændrer faktisk en del.

Hjernen er nemlig designet til at spare energi og undgå ubehag på den korte bane.

Derfor vil den elske at åbne forhandlinger med dig, når du spørger den: ”Har vi virkelig lyst til at træne?”

Men det er fordi, vi har spurgt den, om vi skal træne. Det er hårdt. Det orker vi ikke.

Vi har fejlagtigt lavet en Hamlet: ”At træne eller ikke at træne, det er spørgsmålet.”

Men det er ikke spørgsmålet.

Spørgsmålet er ikke, om vi orker træningen. Spørgsmålet er, om vi orker skridtene frem mod højresvinget.

Og her er den gode nyhed: Det er lettere at orke skridtene end træningen. For skridtene er ikke særligt hårde.

Så øv dig i at være en person, der er på vej til at træne. Hvis du bliver god til det, kommer træningen helt automatisk.

Hvordan ser skridtene ud?

Vanen er ikke træning.

Vanen er skridtene frem mod træning. Og de er heldigvis meget lettere at orke:-)