Hvor gode er vores ledere?

Læsetid: 1:30 min (447 ord)

I dag vil jeg gerne opklare en misforståelse. Og derefter fejre sandheden.

Sagen er, at jeg i lang tid har jeg været frustreret over at læse, hvor mange dårlige ledere der findes.

Vi hører om dem alle vegne: På sociale medier, i bøger, til foredrag og middagsselskaber. Selv i mine egne tekster kan jeg læse om dem!

Her hører vi om store doser inkompetente ledere, respektløse ledere, magtliderlige ledere.

Ofte holder folk sig heller ikke tilbage for at slynge om sig med psykiatriske diagnoser som psykopater eller narcissister.

Spørgsmålet er, om det er sandt? Er vores ledere så dårlige som deres rygte?

Og svaret er: Nej, det er de ikke. Og hvor ved vi så det fra? Fra medarbejderne.

I september lavede Dansk Erhverv en undersøgelse*, hvor de stillede følgende spørgsmål til 1.000 repræsentativt udvalgte danskere:

”Alt i alt, har du så et godt forhold til din chef?”

Flere end 9 ud af 10 (92 procent) svarede ja.

Det er jo en monumental sejr, at relationen er så god mellem medarbejderne og lederne på vores arbejdsmarked. Og resultatet modsiger direkte alle de historier, der florerer om de åh-så-dårlige ledere.

Jeg har altid været fortaler for, at relationen er det vigtigste på arbejdet af mange årsager, herunder trivsel og samarbejde.

Men skulle vi lede efter håret i suppen, kunne vi pointere, at en leder jo ikke er god, bare fordi vi har et godt forhold til vedkommende.

Men det tyder faktisk på, at vi også synes, vi har dygtige chefer.

I konsulentvirksomheden Ballisagers seneste kandidatanalyse** spurgte de 2.000 danskere i arbejde om, hvor dygtig de mente, deres chef var.

  • 24% svarede ’meget dygtig’
  • 38% svarede ’dygtig’
  • 17% svarede neutralt
  • 10% svarede ’mindre dygtig’
  • 4% svarede ’ikke dygtig’

Over 60 procent mener, de har en dygtig eller meget dygtig chef. Kun 14 procent mener, de har en mindre dygtig eller ikke dygtig chef.

Endnu en sejr.

Og det tyder på, at det ikke kun er et dansk fænomen. De fleste synes, deres ledere er gode. Og kun et fåtal synes, de er dårlige.

Fx fandt man i et stort studie på tværs af 25 lande*** i Europa ca. samme tal. Her var det ikke 14 procent, men 13 procent, der mente, de havde ’bad bosses’.

Men altså, der er jo ikke noget drama i at fortælle, at langt de fleste ledere er gode, og at over 90 procent har et godt forhold til dem.

Og derfor bliver historien sjældent fortalt.

Så ja, chefer er mennesker. Nogle mennesker er idioter. Derfor er der også chefer, der er idioter.

Men de er meget bedre end deres rygte. Og den historie bør også få sin retmæssige plads.

Slut

* Find Dansk Erhvervs undersøgelse her

** Hent Ballisagers kandidatanalyse her, og læs Morten Ballisagers egen opdatering om emnet, der gav mig inspirationen til at lave indlægget

*** ‘How common are bad bosses?

Faglige indsigter til videbegærlige mennesker

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 55.000 er allerede med i klubben.