09 feb De 7 aktiviteter, der gør mennesker mest lykkelige
I dag vil jeg dele et interessant studie* med dig, som jeg faldt over for nylig.
Vi starter med resultaterne:
Her er de syv aktiviteter, der gør mennesker mest lykkelige (i prioriteret rækkefølge).
- Sex
- At gå i teateret / til koncert
- Gå på museum / udstilling / biblioteket
- Træning
- Havearbejde
- Synge / optræde
- Tale / snakke / socialisere.
Resultaterne stammer fra et omfattende studie, hvor forskerne i løbet af dagen ’pingede’ forsøgspersonerne på deres telefoner og stillede dem tre spørgsmål: Hvad laver du? Hvem er du sammen med? Hvor lykkelig føler du dig på en skala fra 0 til 100?
Forsøget har indsamlet mere end 3 millioner (!) lykke-svar fra de over 60.000 forsøgspersoner, der deltog.
Ovenfor har du altså de syv aktiviteter, der topper lykke-skalaen. Og her har du så de to aktiviteter, der gør os mest ulykkelige:
- Ligge syg i sengen
- Arbejde.
Er det ikke bare grundlæggende interessant? Tænk sig, at arbejde ligger på andenpladsen over de ting, der gør mennesker mest ulykkelige – kun slået af at ligge syg i sengen …
På falderebet får du lige tre hurtige hacks til at lægge et par lykkepoint på nærmest alle aktiviteter.
- Lyt til musik.
- Gå udenfor.
- Lav den samme aktivitet – bare med dine venner.
Eksempelvis rapporterer folk, at de er mere lykkelige, når de holder møder udenfor end indenfor. De rapporterer også, at de er gladere for deres arbejde, hvis de hører musik, når de bliver ’pinget’.
Og nu ved jeg godt, hvad du tænker: Hvis jeg har sex (1) udenfor (2) med min bedste ven (3), imens jeg hører musik (4), er jeg så det lykkeligste menneske i verden?
Dataen siger: Ja.
* Studiet hedder ’Mappiness’, og du kan læse meget mere om det her.
Faglige indsigter til videbegærlige mennesker
Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 39.000 er allerede med i klubben.