Over hver tredje mand over 40 år oplever potensproblemer, men denne målgruppe går notorisk aldrig til lægen. Ville Viagra kunne få den stædige mand ud af sofaen?

Civilisationen fik svaret i 1998, da Pfizer fik godkendt deres wunderkind, Viagra. Koncernen havde oprindeligt udviklet medicinen til behandling af blodtrykket. Det havde medicinen ikke nogen nævneværdig effekt på, men til gengæld fandt forskerne ud af, at forsøgspersonerne kunne give stående ovationer uden at rejse sig op. Og sådan blev den blå pille med tilnavnet ’The Pfizer Riser’ født.

Resten er historie. Over 150.000 recepter blev udskrevet i USA de første 2 uger. Mændene vil have det! Kvinderne vil, at deres mænd vil have det! Viagra er blandt den hurtigst sælgende type medicin i verdenshistorien, og alene i USA har Pfizer ifølge Bloomberg solgt Viagra for langt over 100 milliarder kroner.

Viagra er det perfekte forandringskoncept

Viagras succes er bemærkelsesværdig for os, der arbejder med at påvirke adfærd, fordi den på utrolig kondenseret vis rummer alt, hvad der er attraktivt for et menneske at prioritere. Viagra minder os om, hvad der skal være til stede i et koncept, for at folk gider at interessere sig for det. Og omvendt hvad et fravær af Viagra-komponenter betyder for folks ligegyldighed og manglende handling.

Lad os dykke ned i Viagras fortræffeligheder uden at havne i et minfelt af utilsigtede platheder (fx, at der ikke var nogen hård konkurrence) og samtidig finde de 2 fundemantale årsager til, at vi mennesker ikke er i stand til at løse klimakrisen.

#1: Mangel på hurtige resultater

For det første ved vi fra forskningen, at mennesker prioriterer adfærd, der giver hurtig feedback og konkrete resultater. Det er et nedarvet overlevelsesinstinkt.

Eksempelvis vil rigtig mange mennesker foretrække at få 1.000 kroner i dag frem for 1.100 kroner om en måned. Men ingen foretrækker 1.000 kroner om et år frem for 1.100 kroner om 13 måneder. Men spørgsmålet er jo det samme: Vil du vente en måned på 100 kroner?

Forskellen er det, adfærdsforskningen kalder ’the power of now’. Det betyder, at mennesker overvurderer værdien af ting, de kan få straks. Mangel på feedback er derimod den sikre vej i problemer.

Hvis du tænker over det, er alle store samfundsproblemer, der skabes af individuel adfærd, kendetegnet ved fraværet af hurtig, negativ feedback. Overvægt, diabetes 2 eller økonomisk deroute opstår, når mennesker træffer en masse mikrobeslutninger, som i sig selv er ligegyldige, imens kombinationen af dem skaber en katastrofe.

Klimakrisen er måske det bedste eksempel på et samfundsproblem, der er usynligt, ukonkret og kendetegnet ved fravær af feedback. Sådanne problemer er mennesker simpelthen ikke designet til at løse.

Et godt eksempel er det boost, klimadebatten har fået efter den hede sommer med omfattende skovbrande. Det er synlig, letforståelig feedback på vores adfærd. Det motiverer os, fordi risikoen ved en abstrakt problemstiling bliver lettere at anerkende.

I klimatermer kalder forskeren Richard Olson det for Harvey-effekten navngivet efter den voldsomme orkan Harvey, der molesterede Houston for et par år siden. Ingen argumenter kunne få folk til at evakuere sig i Houston inden orkanen. Men i de byer, der efterfølgende blev ramt af orkaner i nærheden, var evakueringerne effektive fordi alle indbyggerne kunne huske de levende billeder af, hvad der skete med alle dem i Houston, der blev tilbage.

#2: Misforhold mellem indsats og resultater

Her er den anden overordnede grund til Viagras succes: Det kræver ingen nævneværdig indsats. Du tager pillen, venter i gennemsnit 26 minutter. Vupti. Til gengæld får du en ekstraordinær gevinst for din ulejlighed: Dit sexliv. For mange er erektionen ikke kun ledsaget af endorfiner. Pillen er adgang til sundhed, større selvværd og mere nærhed i parforholdet. Der er nærmest fuld plade, når vi spiller Maslows behovspyramide-bingo.

Det er endnu et nedarvet instinkt at agere økonomisk med sin energi. Mennesker er designet til at jagte denne type adfærd, der for en minimal indsats kan skabe de største resultater. Dels fordi vi er begrænsede i tid og energi, dels fordi disse innovationer er dem, der driver os længst frem. Mange af de største gennembrud, fx den industrielle revolution eller digitaliseringen gennem internettet er sket ved, at vi gennem innovation har gjort det muligt for menneskeheden at skabe større resultater gennem mindre input.

Forbinder vi denne viden med klimakrisen, kunne det ikke være værre. Indsatsen føles astronomisk, og feedbacken er i modsætning til Viagra ikke synlig, prompte og brugbar. Den er usynlig og måske slet ikke til stede. Vi skal omlægge vores spisevaner, ændre vores rejsemåder og blive enige globalt om konkrete politiske løsninger.

Og det hele kompliceres yderligere af det, man kalder for loven om fordeling af ansvar. Den siger kort fortalt, at jo flere, der har ansvaret for noget, jo mindre ansvar føler den enkelte. Hvis der bliver sendt en alle-mail rundt på kontoret om, at opvaskemaskinen skal tømmes, er der ikke stor sandsynlighed for, at der sker noget. Med Viagra er der en direkte sammenhæng mellem min indsats og mine resultater. Med klimadebatten ejer jeg en mikroskopisk aktie i et problem, som jeg ikke kan løse alene.

Man skulle tro og håbe, at vores stigende viden om klimaets tilstand ville tilskynde os til at prioritere sådan et problem, men der er intet, der tyder på det. Den norske klimaekspert Per Espen Stoknes, som er direktør for Center for Green Growth i Oslo har fx påvist, at jo mere vi ved om klimakrisen og dens konsekvenser, jo mere bestrider og fornægter vi den. Og det drejer sig vel og mærket om lande, der videnskabeligt rangeres højest – fx England, Australien og Tyskland. Mennesket vil gå langt for at undgå at forandre sig.

Vi har én chance

Mennesket er simpelthen ikke designet til at løse klimakrisen. Den er det perfekte problem. Så vi kommer ikke til at løse den gennem individuelle omstillinger båret af idealisme eller politiske løsninger båret af fakta. Det er for kompliceret, og både vælgere og politikere har for kortsigtede incitamenter til at ændre sig hurtigt nok.

Jo mere vælgerne burde kunne, jo mindre kan de faktisk.  Det burde være de mest velstillede verdensborgere, der kunne prioritere selvkontrol på behovspyramiden, men vi er de største syndere. Og når velstanden forhåbentlig fortsat stiger globalt, vil vi se samme tendens: større forbrug, større rejseaktivitet. Der er intet tegn på, at den langsigtede, usynlige klimakatastrofe skulle kunne hamle op med fysiologiske sukker-kicks eller eller en valgperiode, der går på hæld.

Vi har én chance, som vi bør klynge os til. Og den skal vi finde i et andet karaktertræk hos os mennesker. Vores ufattelige evne til at finde originale, kreative løsninger gennem innovation. Det bliver ikke vegetarer, cykelferier og klimaaftaler, der kommer til at redde os. Det bliver vores dybe overlevelsesinstinkter. Faktisk præcis de samme, der skabte hele problemet.