Stop med at se nyheder

Læsetid: 1:43 min (515 ord)

Forestil dig et stof, som de fleste af os tager hver dag. Det er statsstøttet, og det gør os mere nedtrykte, bange og kyniske.

Det lyder som en skandale. Det er det også. Og jeg har allerede afsløret morderen i titlen.

Stoffet hedder: nyheder.

Sådan beskriver den hollandske historiker Rutger Bregman det i sin vidunderlige bog Humankind, der giver en velplaceret uppercut til nyhedernes rolle i vores liv.

Som han skriver, er de fleste af os jo opdraget til, at en god borger læser avis og følger med i nyhederne.

Men forskning viser, at nyhederne påvirker vores mentale helbred og giver os et fordrejet billede af verden.

Medieforskeren George Gerbner gav endda fænomenet et navn: ’mean world syndrome’, ond verden-syndrom.

Symptomerne er kynisme, menneskefjendskhed og pessimisme.

Fx er folk, der følger meget med i nyhederne, oftere enige i udsagn som: ”De fleste tænker kun på sig selv.”

”De tror oftere, at man som enkeltperson er magtesløs over for verdens problemer. Og de er oftere stressede og deprimerede,” som Bregman skriver*.

Selvom der er mange studier, der viser denne sammenhæng, er det jo ikke det samme som en direkte årsag.

Men der er faktisk også lavet randomiserede studier, der finder samme konklusion.

Eksempelvis gennemførte to forskere et studie med tre forskellige grupper, der skulle se 14 minutters nyheder. Nyhederne var redigeret, så de enten var positive, neutrale eller negative.

Dem, der så den negative udgave, blev både mere angste, triste og fik større tendens til at katastrofetænke over personlige bekymringer**.

Det sidste er måske det mest interessante i studiet: Negative nyheder kan forstærke personlige bekymringer, der slet ikke har noget med selve nyheden at gøre.

For at gøre ondt værre er nærmest alle nyheder redigeret til at være negative og dramatiske.

Også selvom udviklingen er positiv.

Det viser sig, at der faktisk ofte er en omvendt sammenhæng mellem problemets omfang og mediedækningen af det.

Som Bregman skriver, gennemgik hollandske forskere fx dækningen af flyulykker fra 1991 til 2005. De konkluderede, at der var markant færre ulykker, men at der blev skrevet langt flere artikler om dem.

Et andet studie af over fire millioner nyhedsindslag viste, at medierne skriver mere om kriminalitet og indvandring i perioder, hvor de falder.

Som forskerne bag studiet konkluderer:

”There seems to be none or even a negative correlation between news and reality.”

Nyhederne rammer en svaghed i vores hjerner. Psykologer kalder det negativitetsbias, fordi vi er mere draget af det negative end det positive.

For vores forfædre var det et godt overlevelsesprincip. I dag er det den svaghed, nyhederne lever af.

Og prisen er høj. Bregman har regnet på det. Den gennemsnitlige borger i den vestlige verden bruger én time om dagen på at følge med i nyhederne. Det løber op i tre år over et helt liv.

Min holdning: Det er ikke det værd.

Så sluk. Ikke for journalistikken og dannelsen. Læs de grundige artikler, bøgerne, baggrunden og podcasten, der hjælper dig med at forstå verden.

Men sluk for strømmen af breaking news, live-blogs, push-beskeder og verdens konstante sammenbrud.

Tro mig, du kommer ikke til at gå glip af din virkelighedsforståelse. Du får den tilbage.

Slut

De fleste kurser er spild af tid

Det er pointen i den nye episode af Adfærd, hvor jeg taler med Kenn Hansen om alle de måder, kurser kikser på. Og hvad man kan gøre ved det.

Episoden hedder: “Top 5 grunde til, at kurser er spild af tid”, og du finder den her:

Apple: Find den her
Spotify: Find den her
Mit website: Find den her
YouTube: Find den her

*Du finder Bregmans gennemgang i Humankind på side 13-14, hvor der også er links til studierne, som jeg nævner her i teksten.

**Det kontrollerede studie med nyhederne kan du finde her: The psychological impact of negative TV news bulletins: the catastrophizing of personal worries

Faglige indsigter til videbegærlige mennesker

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 66.000 er allerede med i klubben.