Jeg gætter på, at sætter du pris på kultur, rejser, design, økologi og ser på verden med et humanistisk perspektiv. Miljøet optager dig, og du bruger både stemmebånd og stemmeboks til at gøre opmærksom på, at vi alle har et ansvar for at aflevere en bæredygtig verden til vores børnebørn.

Undskyld for det stereotypiske billede af dig, men du sidder immervæk og læser i Politikens debatsektion lige nu. Spørgsmålet, der trænger sig på som en uopdragen svigerfamilie er imidlertid, hvorfor du kaster med sten, når du selv bor i et drivhus på størrelse med en mellemstor provinsby.

For imens du sidder med den ene ben i en ophedet rødvinsdiskussion og argumenterer for økologisk landbrug og karklude uden mikroplast, er dit andet ben på vej ind i kabinen på en Boeing 747, der skal tage dig til Monets have for at studere impressionismen og misse lidt af forårssolen.

En konservativ beregning fra University of Oxford viser, at du skal være hardcore veganer i fire måneder for at udligne de 600 kg CO2, du lige har planet nedover Nordeuropa. Alligevel føler du ingen indre konflikt eller dårlig samvittighed over dit rejseri. Og du har ingen reservationer ved aktivt at indtage rollen som miljøforkæmperen i din familie. Hvordan i alverden får du det til at gå op?

Teorien om den kognitive dissonans

Spørgsmålet om, hvordan mennesker lever et konfliktfyldt liv uden at bemærke det, har interesseret forskere i årtier.

Socialpsykologen Leon Festinger formulerede allerede i 1957 begrebet ’kognitiv dissonans’ på baggrund af hans skelsættende studie ’When prophecy fails’, hvor han undersøgte, hvordan medlemmerne i en dommedagskult reagerede, når den proklamerede dommedag udeblev.

Festingers teori om den kognitive dissonans forklarer, at vi som mennesker føler en indre konflikt (dissonans), når vi har to selvmodsigende overbevisninger eller værdier i hovedet på samme tid.

Som f.eks. når vi flyver mange gange om året, men faktisk oprigtigt bekymrer os om klimaet samtidig. Fordi de indre konflikter er ubehagelige, motiverer de os at handle anderledes, så konflikten bliver opløst.

Men ofte vil vi jo netop gerne undgå at handle anderledes. For vi vil stadig gerne rejse og samtidig holde fast i vores argumenter for, hvorfor økologisk landbrug er en nødvendighed. Og her kommer et mirakelmiddel på banen.

For heldigvis findes der en kur mod dissonansen, som ikke kræver et besøg hos din læge. Og endnu bedre, du slipper også for at ændre adfærd. Medicinen hedder efterrationalisering – med et trylleslag fjerner den friktion, problemer og dårlig samvittighed og giver dig mulighed for at opføre dig paradoksalt og inkonsistent, hvilket er en præmis for at være menneske. Efterrationaliseringen hjælper os dagligt med at sikre, at vi har det godt med det, vi har gjort, med hvem vi er, og hvad vi står for.

For når det ikke lykkes os at opføre os i overensstemmelse med vores egen prædiken fra de seneste kantineoptøjer i frokostpausen, vil vi systematisk fordreje begivenheder, handlinger og holdninger, så vi kan genoprette et konsistent selvbillede. Det er et vilkår ved livet.

Når du i et øjebliks svaghed råber unødig højt af dit barn eller rusker i dem efter en lang arbejdsdag, har du bagefter brug for at retfærdiggøre din handling for at opløse den truende indre konflikt: Dit selvbillede om, at du er en god mor/far, kolliderer med din adfærd.

Du har nu igen to valgmuligheder: Enten tager du din vurdering af dig selv som far op til grundig refleksion: ‘Er jeg overhovedet så god en far, som jeg gik og troede?’ – eller også efterrationaliserer du og skyder skylden på din krævende chef, der stresser dig med flere og flere opgaver, selv om han godt ved, at dit yngste barn har kolik, eller på din mand, som er fanget i en midtvejskrise og har ønsket sig en triatloncykel i fødselsdagsgave – som du ikke har råd til.

Din evne til at efterrationalisere dig frem til at din chef er problemet, bliver din redning.

I tilfældet med flyrejseriet overser vi belejligt det monstrøse CO2-aftryk, og hvis en obsternasig skribent i vores foretrukne avis påpeger den, fjerner vi hurtigt den indre konflikt ved at negligere det: ’Bare fordi jeg flyver, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan arbejde for miljøet på andre måder’. Altså en variation over ’lidt har også ret’.

Og det er jo også rigtigt. Og fint. Hvis bare du aldrig nogensinde prædiker eller er bedrevidende i forhold til, hvordan andre skal leve deres liv. For efterrationaliseringen har desværre en følgesvend: Ureflekteret hykleri. Og det er en ulidelig adfærd, som du bør parkere i gaten, inden du skal ned og se på åkander. For vi skal huske, at vi selv er omvandrende katastrofer.

Vi er alle omvandrende katastrofer

Har du nogensinde haft et fitnesskort uden at bruge det? Så har du for evigt mistet retten til udtale dig om andres omgang med penge og deres økonomiske rationalitet.

Lufter ud tre gange om dagen derhjemme? Hvis nej, så maksimerer du systematisk din families sandsynlighed for at udvikle allergier, og du mister derved retten til at prædike om vigtigheden af at servere økologisk mad og undgå parfume. Eller pege fingre af en mor, der ryger sit barn op i hovedet.

Kører du uden cykelhjelm? Vink for evigt farvel til din ret til undre dig over andre menneskers uansvarlige adfærd.

Har du nogensinde kørt for hurtigt i din bil? En ting er, at du er ligeglad med din familie i bilen. Det må du selv om. Men du bringer andre mennesker i fare, og derfor er vi ikke interesserede i din prædiken om medmenneskelighed. Heller ikke selv om vi gik i gymnasiet sammen.

Personligt er jeg skyld i alle de ovenstående handlinger. Og det minder mig dagligt om, at jeg aldrig skal dømme andre for deres handlinger, holdninger eller adfærd (bortset lige fra når jeg skriver i Politiken forstås). Det er jo fint, at vi finder måder at leve med vores egen paradoksale adfærd. Det gør jeg også. Men det er ikke i orden at bruge den nyfundne glæde over sig selv til at belære andre om, hvad de skal gøre, og hvordan de skal skelne ret fra vrang. Så hvis du for fremtiden skal præsentere et økologiargument til en rødvinsmiddag, er kravet, at det får formen:

’Ja, altså, jeg har nok egenhændigt hævet vandstanden i Middelhavet med omtrent 1 centimeter på grund af min interesse for franske impressionister, men jeg synes, du bør købe økologiske blåbær, for der er en omdiskuteret og upræcis sandsynlighed for, at du muligvis i et fuldstændig ligegyldigt omfang kan bidrage positivt til fremtidens klima på den måde’.

Det er jo ikke så sjovt. Og så kan det næsten bedre betale sig at være stille. Helt stille.