20 feb Løsningen på alle dine problemer
I dag får du det råd, jeg oftest giver.
Inden jeg fortæller dig, hvad det er, skal du vide tre ting om det:
- Det er et virkelig godt råd.
- Det duer på nærmest alle problemer
- Det er totalt lavpandet og enkelt.
Alene den seneste måned har jeg haft tre kunder, der har fået succes ved at følge det.
Også selvom deres problemer var vidt forskellige.
Her var deres spørgsmål:
- Hvordan får vi vores rådgivere til at sælge mere?
- Hvordan får vi flere af vores kollegaer til at indberette fejl i produktionen?
- Hvordan får vi vores kodere til at skifte sprog fra Java til .Net?
Okay, er du klar?
Her er rådet:
”Hvad gør de andre?”
Altså: Hvad har andre med samme problem gjort?
[Dyb skuffelse indtræffer]
Det kan da ikke bare være det? Jo, ofte.
Folk er besatte af at opfinde deres egne dybe tallerkener fremfor at bruge dem, som andre allerede har opfundet.
Hvorfor?
Der er to grunde.
For det første tænker vi instinktivt, at vi er unikke, og at ingen andre har haft de problemer, vi har. (Det har jeg mere at sige om i et kommende projekt, der indtil videre er en hemmelighed).
Og for det andet: Når vi kaster blikket udad, så har vi en indbygget skepsis for at følge løsninger, andre har fundet før os.
Fænomenet er så udbredt, at det har et navn: Det kaldes for: ’Not invented here syndrom’ (NIHS).
NIHS betyder meget enkelt: Hvis din dims ikke er opfundet her, kan vi ikke bruge den til noget.
For vi er helt unikke, og derfor skal vi have vores egne dimser.
Der er en del forskere, der har interesseret sig for syndromet. For det er så ødelæggende for innovation, effektivitet og kvalitet, når vi ikke kan finde ud af at lære fra andre.
De har blandt andet fundet ud af, at når kreative ideer kommer fra vores insider-gruppe, bliver de vurderet som bedre og mere innovative, end når de kommer fra andre organisationer.
Også selvom de er dårligere.
Andre studier viser, at når folk får nøjagtigt de samme ideer som andre, vurderer de alligevel deres egne ideer som mere praktisk anvendelige*.
Ny politik om diversitet og inklusion? Fleksible arbejdsstationer? Udskiftning af gamle it-systemer?
Standardadfærden er at kaste blikket indad og rode rundt i vores egne navler.
Men hvis vi kunne finde ud af at erkende, at vi er ligesom alle andre, og at vores problemer er helt og aldeles hammer-normale, kunne vi gå i buffeten og stjæle de andres dybe tallerkener fremfor insistere på, at hele afdelingen skal begynde til keramik.
Så gjorde teamet, der skulle have deres rådgivere til at krydssælge flere ydelser? De fandt ud af, at en i projektgruppen havde været ansat i et andet pensionsselskab, der havde nøjagtig samme problem. Så hun talte med sine gamle kollegaer og fik en bunke gode ideer.
Teamet, der skulle få flere til at indberette fejl gik på jagt i deres egen organisation og fandt ud, at afdelingen, der vitterligt lå lige ved siden af dem havde igangsat et lignende initiativ 2 år før. De havde en allerede en masse erfaringer og gode ideer.
Og dem, der gerne ville have koderne til at skifte sprog, spurgte ud i deres netværk på LinkedIn og har sat 3 møder op med folk, der har gjort det før dem.
4 ord: Hvad gør de andre?