Inden vi går ombord i dagens indlæg, vil jeg lige minde dig om, at du får en hel podcastserie, når du forudbestiller min kommende bog inden klokken 12 i morgen. Du kan finde den her hos Bog & idé eller her hos Saxo.

Og lad os så komme videre til dagens indlæg.

Din telefon er for stor til din hånd. Din læge udskriver en recept på medicin, der ikke virker på dig. Du fryser, når du sidder på kontoret.

Lyder ovenstående bekendt? Så er du nok en kvinde.

Nogenlunde sådan står der på bagsiden af en tankevækkende bog, jeg blev færdig med at læse i sidste uge.

Bogen hedder Invisible women og handler om alle de steder i samfundet, hvor kvinder bliver behandlet som en niche. På trods af, at de så vidt jeg husker, udgør halvdelen af befolkningen.

Ifølge forfatteren Caroline Perez, der har vundet flere priser for bogen*, er årsagen, at kvinder ofte er fraværende i den data, der bliver brugt til at designe samfundet.

I stedet er manden standarden, og kvinder bliver betragtet som en afvigelse fra den standard.

Lad mig give dig tre eksempler fra bogen, som fik mig til at spærre øjnene op.

Vi starter på kontoret, hvor kvinder ofte fryser mere end mænd.

Hvorfor?

Fordi standardtemperaturen blev fastsat i 1960’erne, og den blev baseret på stofskiftet hos en gennemsnitlig 40-årig mand.

Problemet er, at kvinders stofskifte er lavere, især når de laver kontorarbejde. Ifølge studierne fra bogen betyder det, at mange kontorer er omkring fem grader for kolde for kvinder.

Og det er bogens pointe: Manden er datastandarden. Og kvinderne har nogle ’nichebehov’, som de må løse med en ekstra striktrøje.

Samme problem gælder i langt alvorligere situationer end kontortemperaturer:

I biluheld har kvinder fx 47 % større risiko for at komme alvorligt til skade og 17 % større risiko for at dø. Og det er, selv når man tager højde for vægt, kropsbygning og brug af sikkerhedssele.

Hvorfor?

Fordi sikkerhedssystemer og crash test-dummies typisk er designet ud fra en gennemsnitlig mandekrop.

De kvindelige testdukker er ofte bare mindre mandedukker, der ikke tager højde for forskelle i muskelmasse, knogletæthed og kropsbevægelse.

Standarden er en mandekrop. Og kvindedukken er så afvigelsen fra standarden.

Kvinder er jo i virkeligheden bare små mænd, ik’?

Sidste eksempel handler om kvinders oplevelser med medicin.

For også i medicinsk forskning bliver mandekroppen ofte brugt som normalen.

En af de dårlige grunde har været, at det er sværere at teste medicinens effekt på kvindelige forsøgspersoner, fordi de oplever hormonelle udsving på grund af deres cyklus.

Som om denne udfordring ikke også findes i virkeligheden.

Men altså mandekroppen er bare lettere, kvinderne er sgu så besværlige.

Konsekvensen er, at mange lægemidler er testet primært på mænd, og doseringen derfor er fastsat ud fra mandlige kroppe. Det er til trods for, at kvinder står for ca. 80 % af medicinforbruget i USA.

Det er ikke ligegyldigt, at kvinder er underrepræsenteret i udviklingen af lægemidler.

For kvinders kroppe optager og nedbryder medicin anderledes.

En ’kønsneutral’ dosis kan derfor være for høj, for lav eller bare ineffektiv. Og som bogen giver eksempler på, kan det i værste fald koste liv.

Personligt er jeg ret træt af ligestillingsdebatten, der lynhurtigt bliver skinger og præget af skyttegravskrig.

Men jeg mener, at begge køn har en forpligtelse til at interessere sig for det andet køns vilkår og udfordringer, så vi kan få en kvalificeret debat, der bygger på argumenter og nuancer fremfor firkantede følelser.

Vi kunne starte med at blive enige om, at kvinder ikke er en niche.

* Caroline Perez har blandt andet vundet prisen for årets bog i Financial Times og Royal Society Science Book Prize på grund af den særdeles omfangsrige forskning, der ligger til grund for Invisible women.