Store forandringer, både de gode og de dårlige, er summen af adfærd. Summen af små banale handlinger. Hvis du fx drikker en cafe latte mindre om dagen, kan du tabe dig i omegnen af 10 kilo på et år. Du kan også investere de 35 kroner i aktier fremfor varm sødmælk. Den beslutning vil efter 20 år med stor sandsynlighed kunne give dig over 500.000 kroner ekstra i portemonnæen.

Men de små skridt har faktisk endnu større potens. For handlinger bliver til vaner. Og vaner trækker renter. Og renter trækker nye renter. Forbedrer du dig fx 1 procent om dagen, vil du på et år blive 37 gange bedre. Eller 37 gange tykkere. Eller 37 gange mere stresset.

Det er et tankeeksperiment, det er klart. Personligt ville jeg eksempelvis veje 3.330 kilo, når jeg ankom til nytårsaften i en kørende sofa. Men pointen er, at det er i de små beslutninger, kimen til de store forandringer ligger.

Tag en valgfri håndfuld af verdens største problemer, og du vil med det samme se, at de følger denne logik. Klimakrise, ’fedmeepedemi’, stress. Det er jo ligegyldigt, om jeg flyver én gang, drikker ét glas rødvin mere, bliver sent på arbejde én gang. For forandringen kommer snigende, og hvert skridt føles ligegyldigt, fordi dets konsekvenser er usynlige og langsommelige. Og derfor får skridtene sjældent den fornødne respekt. Og det kan ende helt galt.

For den ene overarbejdsdag bliver let til flere. Og denne nye vane resulterer i dårlig nattesøvn, som resulterer i dårligere kostvalg, som resulterer i mindre effektivitet, som resulterer i mere overarbejde. Velkommen i spiralen. Så let som ingenting tager den dig som gidsel i dit eget liv.

Du tager på, får mindre selvrespekt, får pludselige angstanfald og mister overskuddet til at tale med din ægtefælle og få prioriteret dine børn, som du gerne vil. En fredag ender du igen med at købe pølsehorn til fællesspisningen i børnehaven, imens du ser alle de andre forældre komme anstigende med hjemmelavet bulgursalat og store smil. Du bryder fuldstændig sammen, når du kommer hjem og kan ikke stoppe med at hulke. Du opsøger en psykolog. Du er officielt brudt ned med stress.

Problemer og pixels

Alle problemer ser overordnede ud, når vi ser dem på afstand. Overvægt handler om ’vores kostvaner’. Et godt ægteskab handler om ’kommunikation og respekt’. Stress handler om ’balance mellem resurser og krav’. Men hvis vi zoomer ind på billedet, får vi øje på de millioner af pixels, som billederne er lavet af. Det er her, at kostvaner handler om broccoli, ægteskab handler om øjenkontakt og stress handler om pølsehorn.

Punkterne er i sig selv ligegyldige, konsekvensløse og pinagtigt små. Kan et menneske blive stresset af et pølsehorn? Selvfølgelig ikke. Kan bittesmå ligegyldige ting tilsammen bidrage til én stor reaktion? Selvfølgelig kan de det.

Eksemplet med pølsehornet er faktisk et rigtigt et, jeg har fået lov at bruge. Jeg kom til at tænke på det, da Stresspanelets forslag om at lukke Forældreintra kom under behandling.

Ro på, dette bliver ikke et partsindlæg i debatten om sammenhængen eller mangel på samme mellem forældreintra og stress. Jeg har ingen masochistisk drøm om at blive en Twitter-Pinata, og Debatland har allerede været i kollektivt spagat over forslaget. Men Forældreintra er et godt eksempel på, hvad der sker, hvis man bliver konkret og taler om pixels og pølsehorn.

Debatredaktøren på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, var hurtig med indlægget: ’Luk stresspanelet’. Christiane Vejlø, der er formand for regeringens dataetik-udvalg, spurgte på Twitter, om vi nu også skulle indføre hestevogne. Satiremediet Rokokkoposten skrev ugen efter, at panelets anden anbefaling var at afskaffe børn, hvilket, indrømmet, er ret sjovt. Imens gik ord som ’beskæmmende’, ’latterligt’ og ’respektløst’ igen i diverse medier, hvor alle pludselig var udstyret med holdninger, kæppe og tastaturer. Og ingen havde tænkt sig at nævne, at det blot var ét forslag af 12.

Men hvor var alle de mennesker henne med kritik og forslag, da vores venner i ledelseskommissionen udkom med deres 37 anbefalinger i juni sidste år? Der var helt stille. Stilheden har nu den enkle forklaring, at vi alle var faldet i søvn. På trods af kommunikative højdepunkter undervejs som fx at »Ledere af fagprofessionelle skal i dialog med medarbejderne udøve faglig ledelse baseret på evidens«.

Der vil for evigt være et før og efter den udtalelse. De 37 sovepiller blev undervejs toppet med et dekret om ’klare og sammenhængende forløb på tværs af relevante enheder’.

Hvis stresspanelet nu i stedet havde sagt: »Vi er nødt til at sætte digitale platforme på agendaen og sikre, at børnefamilier får bedre muligheder for at prioritere balancen mellem krav og resurser«, så havde alle nikket apatisk og glemt pointen inden, de havde læst sætningen færdig. Er det ikke lidt sørgeligt? Hvis bare de havde sagt det samme, men gjort det vagt, abstrakt, ligegyldigt og upædagogisk, så var der ikke sket noget.

I min optik er ledelseskommissionens anbefalinger langt mere problematiske, fordi de ikke betyder noget. De passerer ikke engang den ’retoriske plathedstest’, som er den første rettesnor for, om noget giver mening i den virkelige verden.

Du ved, den hvor man spørger: Er der nogen i universet, der ville synes det modsatte? Altså er der nogen, der efterspørger ’uklare og usammenhængende forløb på tværs af irrelevante enheder’? Hvis ikke, så var vi jo allesammen enige, inden du kom ind ad døren med din PDF under armen. Du har ikke tilført samtalen noget som helst.

Vi har ikke brug for flere bekendtgørelser

Jeg kan ikke vurdere, om lukning af Forældreintra er en god anbefaling. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det for nogen er en pixel, der sammen med en masse andre kan udløse stress. Mange forældreintraer små kan sagtens gøre en stor å. Ligesom en cafe latte kan gøre dig 10 kilo tungere, og dit skrivebordsjob kan give dig Diabetes 2.

Derfor bør sådan en anbefaling få mere umiddelbar respekt, end den fik. For det er langt mere modigt og produktivt at være konkret end abstrakt. Også selvom forslaget måske er helt forkert. For det kan det jo sagtens være en helt forkert pixel at fokusere på, fordi der er andre, som er vigtigere.

Og det er her, debatten bør centrere sig: Hvilke pixels er de vigtige? Hvilken konkret adfærd skal vi ændre? For mennesker bliver stressede af adfærd. Deres egen og andres. De bliver stresset af oplevelser, handlinger og reaktioner på dem. Ikke af vage begreber og tomme ord.

Vi har brug for folk, der graver sig helt ned og interesserer sig for pixelleringen i problemerne. Men en pixel er banal, så du får ofte tæsk for at tale om den. Derfor er der desværre for mange, der foretrækker at være abstrakte.

Martin Rasmussen, næstformand i HK kaldte Stresspanelets pixelvalg for uambitiøst og mente, ’der var brug for handling’.

Her er hans forslag: »Vi vil have rigtige løsninger på stress. Lad os starte med en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø«.

Efter sigende er han efterfølgende blevet rekrutteret af Ledelseskommissionen.