For et stykke tid siden skrev jeg indlægget: Hvorfor er fattige mennesker egentlig så dumme? Over 150.000 læste med og fandt ud af, at overskriften dækkede over noget andet end at pege fingre.

Nemlig at menneskers beslutninger i overraskende høj grad er baseret på den lokale kontekst. Jeg lovede dengang at vende tilbage med et nyt indlæg. Om de rige svin.

Her er det.

Men for at udbygge pointen håber jeg, at du vil tillade mig en lille omvej og fortælle dig om et adfærdseksperiment, jeg lavede til en konference for noget tid siden.

Konferenceeksperimentet

Jeg var taler på en konference om adfærdsdesign og trafiksikkerhed, som Rådet for Sikker Trafik afholdte.

Sammen med arrangørerne havde jeg aftalt at lave et lille eksperiment med de 300 deltagere. Sådan her så det ud:

Vi havde sørget for, at halvdelen af navneskiltene lå på et bord i højre side af indgangshallen, og at den anden halvdel lå på et bord til venstre.

På den måde kunne vi guide deltagerne i to lige store grupper til hver sit bord, når de kom ind om morgenen – uden at de ville blive mistænksomme.

Ved hvert bord fik deltagerne udleveret deres navneskilt. Samtidig blev de stillet to spørgsmål, som de skulle udfylde på et papir, inden de hentede kaffe og satte sig til rette. De to spørgsmål så sådan ud:

Hvad deltagerne ikke vidste

Den afgørende pointe ved setuppet var, at begge grupper ikke fik de præcist samme spørgsmål. Gruppe A fik de ovennævnte spørgsmål, imens gruppe B fik en lille variation. Deres spørgsmål 1 var anderledes, mens deres spørgsmål 2 var identisk med det, som gruppe A fik:

Grupperne fik altså to forskellige kontekster i spørgsmål 1 (Gruppe A: 5.000 versus Gruppe B: 200.000), inden de skulle svare på det samme spørgsmål.

Forventningen var, at det ville påvirke deres svar i spørgsmål 2. For vi mennesker kan ikke se bort fra den umiddelbare kontekst, når vi skal svare på noget (eller gøre noget), vi ikke er sikre på.

Resultaterne …

Heldigvis var disse kloge mennesker præcist så forudsigelige, som man kunne forvente – og håbe, når man som jeg skulle bruge resultaterne i foredraget.

Her er gennemsnittet af svarene på spørgsmål 2.

Gruppe A: 9.856

Gruppe B: 197.655

Med andre ord: Gruppe B gætterover 20 gange højere alene, fordi vi har givet dem en anden kontekst.

[Sceneskift]

Og hvad har dette gætteri så at gøre med rige menneskers empati (og fattige menneskers dårlige beslutninger for den sags skyld)?

Alt.

For det viser sig, at den lokale kontekst ændrer meget mere end vores måde at svare på spørgsmål på. Den ændrer selve den måde, vi opfører os på. Status og penge er et godt eksempel.

Rige mennesker holder ikke tilbage for fodgængere

For jo, der er faktisk ret god evidens for, at rigdom har uheldige sideeffekter – og den viser gang på gang, at det er den lokale kontekst, der skaber den.

Det er især to forskere fra Berkeley Universitetet, Paul Piff og Dacher Keltner, som er blevet anerkendt for deres forskning i, hvordan rigdom påvirker vores personlighed.

I et af Piff og Keltners berømte studier observerede de en fodgængerovergang og kunne tydeligt notere sig, at mennesker i luksusbiler var langt mere tilbøjelige til at ræse forbi en fodgænger på vej over gaden, også selvom de havde fået øjenkontakt med dem inden.

I de billigste bilklasser var der 0 procent, der kørte forbi. Alle holdt tilbage for fodgængeren. Men i gruppen med de dyre biler kørte ca. 50 procent af menneskerne forbi uden at stoppe for fodgængeren, også selvom det er forbudt i Californien, hvor forsøget blev gennemført.

Måske du sidder du lige nu med tanken, at flere mænd kører i dyre biler end kvinder, og at dette mere er et spørgsmål om køn end bilmærke. Men denne adfærd gjaldt både kvinder og mænd, og i øvrigt også uanset hvor trafikeret strækningen var, og hvad tid det var på dagen.

Tilfældig rigdom skaber lynhurtigt manglende empati

Forskerparret er gået videre for at vise, hvordan denne mindre empatiske adfærd kan skabes lynhurtigt ved blot at sætte folk i en midlertidig kontekst, hvor de føler sig økonomisk overlegne.

Til det arbejde skabte de en serie af famøse Matadorspil. Fremgangsmåden var simpel: Lidt over 200 studerende fra Berkeley blev inviteret til at spille Matador imod hinanden. En mod en. Ved et indledende møntkast blev de delt i én af to grupper: den privilegerede gruppe eller den ikke-privilegerede gruppe.

Den privilegerede gruppe fik en række helt åbenlyse og urimelige fordele i spillet. De fik fx dobbelt så mange penge til at starte med, en ekstra terning, så de kom hurtigere rundt på brættet og en dobbelt bonus, når de passerede start.

Hvordan reagerede spillerne?

Forskerne så ’dramatiske’ adfærdsændringer hos de privilegerede spillere. De talte højere, de havde en mere dominerende og larmende måde at knalde deres brik rundt på brættet, de havde tydelige kropssproglige dominerende tegn og udråb, og de blev mere uhøflige.

Og endnu sjovere: De spiste over dobbelt så mange af de saltstænger, der var blevet sat frem i en skål til begge deltagere.

Her er en påfaldende ekstra dimension ved undersøgelsen. Når de privilegerede spillere blev interviewet om spillet bagefter, var de underligt blinde over for deres helt afgørende objektive fordele, fx brugte de tid på at forklare, hvordan deres strategier var afgørende for deres sejr.

De havde fuldstændig glemt, at den eneste grund til, at de havde vundet, var terningekastet, der gjorde dem rige.

Og hvad skal du bruge den viden til?

Er alle rige mennesker dumme svin? Er alle fattige mennesker dumme? Forhåbentligt kan du læse længere og mere nuanceret end den konklusion.

Ideen med disse to indlæg om rige og fattige er nærmere at vise, at konteksten for mennesker, uanset om det er et spørgsmål til en konference eller en fordel i et Matadorspil, skaber den måde, vi ser verden på – og dem vi er.

Betyder det, at vi ikke har ansvar for, hvad vi gør? Overhovedet ikke. Men det betyder, at der er mere til historien end fordomsfulde konklusioner om rige og fattige.