05 dec Her er et dumt spørgsmål
Det siges, at der ikke findes dumme spørgsmål. Og det passer ikke.
Her er fx et dumt spørgsmål:
”Får vi dine slides?”
Det er dumt af to årsager. Den første er oplagt. Den anden er undervurderet.
Vi starter med den oplagte:
Årsag #1: Ingen kigger på de slides, de får tilsendt
Det har de aldrig gjort. Alligevel spørger de. Og det er jo skræmmende tæt på definitionen af at opføre sig dumt.
Mange lukker notesbogen og læner sig tilbage i stolen med et far-tager-sig-en-snigerlur-smil på læben, når de får at vide, at de får præsentationen bagefter.
”Ah, så behøver jeg ikke tage noter, jeg får jo de der slides.”
Det er naturligvis en komplet vildfarelse, at man for første gang i sit liv vil sidde og gennemse gamle slides en fredag aften.
”Jeg har desværre ikke tid til at se Den Store Bagedyst i aften, skat, jeg skal genbesøge slide nummer 11 fra et oplæg om silotænkning, jeg så for 7 uger siden.”
Ingen kigger på gamle præsentationer udover jaloux ægtefæller, der smugkigger i din computer og falder over præsentationen ”Hands-on vækst og penetration i nye områder”.
Du kan teste påstanden:
Min ven Kenn Hansen, der inspirerede mig til at skrive dette indlæg, anbefaler ovre på LinkedIn, at man gemmer et såkaldt Easter Egg på et vilkårligt slide midt i præsentationen og skriver:
”Send mig en mail med emnefeltet ’Chablis’, så kommer jeg forbi med en god flaske vin.”
Chablis? Manden bor i Rungsted.
Men pointen er fin nok: Du kommer ikke til at købe dig fattig i hvidvin, for folk åbner ikke dine præsentationer efter dit oplæg.
Og så er vi nået til den undervurderede årsag:
Årsag #2: Der kommer aaalt for meget tekst på dine slides
Kravet om at eftersende slides betyder, at præsentationen pludselig skal løse flere opgaver end at understøtte den mundtlige præsentation.
Det betyder, at de bliver proppet med en masse ting, der teoretisk har en funktion i fremtiden, men i nuet står de i vejen for det mundtlige budskab.
Det er en uskik.
Her er en god huskeregel: Hvis dine slides giver mening uden for præsentationen, er det dårlige slides.
Der er sikkert alt for meget tekst på. Og jeg har dig også mistænkt for at starte med et ’Godmorgen’-slide.
Men det virker faktisk bedre bare at sige det. Min hustru responderede i hvert fald ikke godt på, at jeg gennem sommerferien vækkede hende ved at klappe computeren op og vise hende slide 1.Problemet er, at PowerPoint-genren er blevet forurenet med alle mulige andre genrer, som ikke har noget at gøre med det, den var tiltænkt.
Folk brainstormer i PowerPoint. De afrapporterer i PowerPoint, og de bruger PowerPoint-slides som bastardiserede Word-dokumenter.
Men her er dealen:
ENTEN laver du en præsentation, der gennem visualiseringer fremhæver dine vigtigste mundtlige pointer.
ELLER du åbner et Word-dokument og skriver på klart nudansk, hvad du har på hjerte. Med deloverskrifter, gode margener og gennemtænkt struktur.
Puha, det var rart at få fra hjertet.