04 sep Er dine kollegaer for gode?
Talent i teamet er godt. Mere talent er bedre.
Men kan for meget talent ødelægge teamets performance?
Ja, det tyder det på.
Fænomenet bliver meget sigende kaldt for: ’Too Much Talent’-effekten*.
Effekten blev først dokumenteret på sportshold.
Her så forskere på, hvor mange spillere på et givent landshold i fodbold der spillede for de største klubhold.
Derefter undersøgte de sammenhængen imellem, hvor mange stjerner der var på landsholdene, og hvor godt landsholdene klarede sig.
Samme studier er blevet lavet af NBA-hold, hvor forskere tog spillernes historiske meritter og undersøgte, hvilken effekt det havde på holdets performance.
Logisk nok fandt forskerne ud af, at et holds performance stiger i takt med, at der kommer mere talent ind på holdet.
Men sådan bliver det ikke ved. Og det er den interessante krølle.
For på et tidspunkt begynder effekten at aftage. Og til sidst gør for flere talentfulde stjerner faktisk teamets performance dårligere.
Tillad mig at fluekneppe ordet ’talent’ her, for det er faktisk et bevidst ordvalg af forskerne.
De bruger ’talent’ til at beskrive medarbejdere, der leverer klart over gennemsnittet.
Men hvorfor skriver de så ikke ’performance’? Fordi der i ordet talent ligger en forventning om et potentiale i fremtiden.
Når vi rekrutterer endnu et talent til vores team, så gør vi det jo, fordi vi tror på, at de vil gavne teamet i fremtiden.
Og det er netop her, vildfarelsen ligger.
Der er nemlig ikke nogen sammenhæng mellem stort potentiale og højere performance, hvis du ankommer til et sted, der har nok stjerner i forvejen.
’Too much talent-effekten’ viser os, at det faktisk ofte er omvendt.
Så hvorfor hænger det sådan sammen?
Fordi for mange stjerner skaber problemet i teamet.
Forskerne spekulerer i, at det skyldes flere magtkampe, dårligt samarbejde og mangel på evne til at træde i baggrunden, når der er behov for det.
Interessant nok kunne forskerne kun finde effekten i sportsgrene, der havde en høj grad af samarbejde, fx fodbold og basketball.
I andre sportsgrene med mindre koordination, fx baseball, kunne man ikke spore effekterne af for meget talent.
Forskerne bruger ordet ’interdependens’ til at beskrive fænoment, altså ’intern afhængighed’.
Og jeg bruger ikke ordet for at lyde klog:-)
Jeg bruger det, fordi pointen med, at man har brug for hinanden, netop er et af kendetegnene på, hvad der er forskellen på et team og blot en gruppe mennesker, der arbejder sammen.
I et team er vi afhængige af hinanden. Og det kræver stjerner, vandbærere og alt midt imellem.
Flotte anmeldelser og postej-krig
Tusind tak for den flotte modtagelse af min bog. Den har allerede fået så mange roser med på vejen, at jeg er på grænsen til at rødme.
Berlingske skriver i første sætning: ”Skarp, underholdende og provokerende.”
Weekendavisen skriver blandt andet: ”Humor og eksempler driver pointerne hjem” og ”Münsters store styrke er at oversætte komplekse tendenser til handlingsanvisninger og praktisk guide”.
Det er jeg sgu stolt af at læse, og anmeldelsen fra Økonomisk Ugebrev starter bare med en direkte opfordring: ”Læs den”.
Hvis du ikke har fået dit eksemplar endnu, finder du bogen her:
PS: Måske lige så vigtigt er der udbrudt en postej-beef på LinkedIn mellem Stryhns Gruppen og Hanegal. Sidstnævnte forsøger at overtage dagsordenen ved at tilbyde en økologisk 2’er til Afdelingen for Magisk tænkning. Frem med popcornene, siger jeg bare. Du kan følge med i postej-krigen her.