29 aug Det værste, du kan gøre ved din kollega
Hvordan sikrer du dig mest effektivt, at din nærmeste kollega mister al motivation på et splitsekund?
Bare rolig, hjælpen er nær. Og det er hverken svært eller tidskrævende.
Adfærdsforskeren Dan Ariely har lavet en masse interessante studier af motivation. Både hvordan man skaber den, og hvordan man fjerner den mest effektivt.
I et af sine studier fik han forsøgspersoner til at bygge LEGO-figurer. De blev betalt for deres arbejde, og hver gang de havde bygget en figur, blev de spurgt, om de ville bygge en figur mere for færre penge. Sådan kunne de så blive ved med at bygge figurer, indtil de til sidst arbejdede gratis.
Ariely ønskede at finde ud af, hvor længe deltagerne ville fortsætte med at bygge figurer, og om der fandtes en hurtig måde at demotivere dem på.
Han inddelte sine forsøgspersoner i to grupper: Gruppe 1 fik en høflig behandling. Hver gang de afleverede deres LEGO-figur, kiggede lederen af eksperimentet dem i øjnene, sagde tak og spurgte, om de ville bygge en mere for lidt færre penge.
Gruppe 2 fik det, som forskerne kaldte en ’Sisyfos-behandling’: Når denne gruppe afleverede deres LEGO-figur, pillede lederen den straks fra hinanden for øjnene af dem. Og spurgte derefter, om de ville bygge en mere for lidt færre penge.
Resultatet:
- Gruppe 1, der fik den høflige behandling, byggede i gennemsnit 11 figurer.
- Gruppe 2, der fik Sisyfos-behandlingen, byggede kun 7 figurer i gennemsnit.
Lønnen var den samme. Arbejdet var det samme. Succeskriteriet var det samme. Men når du viser folk, at deres arbejde ikke fører til noget, får det arbejdet til at virke meningsløst. Og derfor stopper vi langt tidligere med at gøre en indsats.
Tænk på alle de PowerPoints, der aldrig bliver vist. Rapporter, der aldrig bliver læst. Skolereformer, der bliver rullet tilbage, efter tusindvis af lærere har arbejdet røven ud af bukserne for at komme i mål med de nye regler.
Det er ikke noget under, at store dele af arbejdsstyrken er demotiverede.
Nå, men vi skal altså lige nå et twist på studiet ovenfor:
I et beslægtet forsøg gentog Ariely nemlig samme studie. Her skulle deltagerne finde små bogstaver på et stykke papir, og hver gang de valgte at lave en opgave mere, blev de ligesom med LEGO-figurerne betalt lidt færre penge.
Igen blev deltagerne opdelt i to grupper: Når gruppe 1 kom op med papiret, fik de den høflige behandling. Når gruppe 2 kom op med deres papir, fik de denne behandling: Her makulerede lederen papiret for øjnene af dem, før hun spurgte, om de ville lave en opgave mere (brutalt!).
Men der var også en tredje gruppe. De fik ikke makuleret deres arbejde, men de blev til gengæld totalt ignoreret, når de kom op med deres papir til lederen. Lederen sagde ikke engang tak, men kiggede bare ned i sine papirer og mumlede upersonligt, om de ville lave en opgave mere.
Studiet viste noget interessant. For det første blev gruppe 2, der fik makuleret deres arbejde, som forventet demotiveret. Og de lavede klart færre opgaver end gruppe 1.
Men hvad med gruppe 3, der ikke fik makuleret deres arbejde, men bare blev ignoreret? Man skulle måske tro, at de havnede et sted mellem gruppe 1 og 2. Men det gjorde de ikke.
Medlemmerne af gruppen, der blev ignoreret, blev lige så demotiverede som dem, der fik makuleret deres arbejde. Som Ariely skriver i sin bog Payoff*:
”If you really want to demotivate people, ’shredding’ is the way to go, but you can get almost the same results by simply ignoring their efforts.”
Faglige indsigter til videbegærlige mennesker
Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 45.000 er allerede med i klubben.