23 nov Den vidunderlige historie om rotten, der ikke ville dø
I 70’erne gennemførte professor Bruce Alexander et eksperiment, der skulle vise sig at blive verdensberømt og forme det moderne fundament for den måde, vi forstår menneskers vaner på.
Eksperimentet fik navnet: ‘Rat Park’*.
Alexander satte gang i det kreative forsøg, fordi han mente, at vores forståelse af afhængighed og adfærd var forsimplet og utilstrækkelig.
Forståelsen var nemlig bygget på studier, der så nogenlunde sådan her ud:
Man satte en rotte i et bur og gav den mulighed for at vælge mellem at drikke rent vand eller vand med heroin i. Resultatet var altid, at rotten valgte heroinen, og ret hurtigt kunne man se rotten stå og drikke ukontrollabelt af heroin-vandet. I langt de fleste tilfælde døde rotten til sidst af en overdosis.
Den naturlige konklusion var, at rotten valgte heroin-vandet, fordi heroin er ekstremt vanedannende. Og når først rotten var hooked, var den mere eller mindre død.
Men Bruce Alexander havde en anden hypotese. Han kiggede på konteksten: Rotten sad jo alene i et lille bur og havde ikke noget at lave.
Måske var det problemet?
Og sådan blev Rat Park skabt. Rat Park var en slags forlystelsespark for rotter og fyldte halvdelen af gulvet i Bruces garage. Her var der masser plads, masser af god mad, masser af legetøj og måske vigtigst af alt, masser af andre rotter = masser af sex.
I Rat Park gav Bruce Alexander de samme valgmuligheder til rotterne, som man havde gjort i de klassiske forsøg: Der var vand. Og der var vand med heroin i.
Men i Rat Park valgte rotterne ikke heroin-vandet. De valgte det rene vand. Og selvom nogle af rotterne sommetider valgte vandet med heroinen, så drak de aldrig af det ukontrollabelt. I Rat Park døde ingen rotter af en overdosis.
Er det ikke interessant? Tallet for dødsfald af overdosis falder fra næsten 100 procent til 0 procent, når rotterne får et liv fyldt med sociale relationer, sex og anden sjov og ballade.
Måske tænker du, at studiet jo er lavet på rotter, ikke mennesker. Det er en fair indvending. Men der er efterfølgende lavet flere studier, der viser samme effekt på mennesker.
Et af de mere berømte så på Vietnam-veteraners forbrug af netop heroin**. Kombinationen af at skulle håndtere ekstreme grader af utryghed og frygt kombineret med let tilgængelighed i Vietnam betød, at op imod 35 procent af de amerikanske soldater brugte heroin i Vietnam.
Men hvad skete der, når soldaterne kom hjem igen? Når de kom tilbage til sociale relationer, familie, tryghed og fravær af grufulde oplevelser?
Kun 1 procent brugte heroin igen.
Et uhørt lavt tal.
Årsagen er, at afhængighed og usund adfærd sjældent udelukkende er et udtryk for en uimodståelig substans, men derimod ofte et produkt af en kontekst.
Og det er nøjagtigt det, man ser, når man studerer forskningen i ’dårlige vaner’.
Usundt overforbrug af chips, chokolade, skærme, porno, gambling og rødvin er meget sjældent et produkt af, at det bare er så godt, at ’jeg ikke kan lade være’.
Men hvis det er vores eneste overbevisning, er den eneste løsning at forsøge at modstå substansen. Og det er umuligt for de fleste.
For nærmest alle vil løsningen derimod ligge i at finde ud af, hvilken følelse der trigger adfærden. Rastløshed? Kedsomhed? Angst? Stress?
For først når vi bryder overbevisningen om vores egen personlige heroins tiltrækningskraft, kan vi se det for, hvad det er: Det er blot vores metode til at håndtere svære følelser. Og hvis vi kan tilfredsstille de følelser på anden vis, er der en vej ud.
Faglige indsigter til videbegærlige mennesker
Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 40.000 er allerede med i klubben.