De tre ting, du kan gøre ved et problem

Læsetid: 59 sek (292 ord)

Der er kun tre ting, du kan gøre ved dine problemer.

Det fortalte psykologen Mads Hyldig mig for nylig, da jeg interviewede ham til min podcast.

Ideen er så provokerende enkel, at du selvfølgelig også skal have den.

Du kan:

  1. fjerne dig fra problemet
  2. gøre noget ved problemet
  3. acceptere problemet.

Fx: Din chef er en idiot?

Du kan:

  1. forsøge at komme over i en anden afdeling
  2. tage en samtale med din chef om hendes adfærd
  3. acceptere, at nogle chefer er idioter.

Det gælder ikke kun din chef. Det gælder alle problemer mellem himmel og jord.

Det gælder naboens hæk, din søns karakterer og tallet på vægten.

Det betyder jo ikke, at valgene er lette. Eller at du altid har alle tre. Det betyder bare, at der ikke er flere.

Alligevel opfinder mange af os en fjerde mulighed, fordi vi ikke vil beslutte os:

4. Bekymringer over problemet. Frustrationer over problemet. Grublerier og katastrofetænkning.

I mellemtiden er hækken vokset, og din chef tager stadig æren for dit hårde arbejde, imens hun knaser gulerødder på storrumskontoret.

Med andre ord: Du har samme problem som før, men nu har du bare lagt en masse ekstra unødig lidelse oveni.

Det bringer os frem til udtrykket, du måske har hørt før:

”Smerte er uundgåelig, men lidelse er valgfrit.”

Vi kan ikke komme gennem livet uden smerte, sorg og møder, der kunne have været en mail.

Smerte er et vilkår.

Men lidelsen lægger vi selv oveni, når vi bliver stående ved 4’eren. Her vokser problemet, mens vi mister energi og humør.

Det er der ingen grund til.

Der er kun tre ting, du kan gøre ved dine problemer. Vælg en af de tre.

Slut

Lyt til den nye podcast om moralsk stress

Det nye afsnit af min podcast handler om, hvad der sker med os, når vi ikke kan få lov at gøre vores arbejde ordentligt.

Det kan man blive syg af. Og sygdommen hedder moralsk stress.

Psykologen Dorthe Birkmose giver os guiden til hvad, hvorfor og hvordan. Og det er desværre så genkendeligt et budskab, at det har sendt min podcast direkte ind som top3 hos Apple.

Du kan lytte til episoden lige her:

Apple: Find den her
Spotify: Find den her
Mit website: Find den her
YouTube: Find den her

Faglige indsigter til videbegærlige mennesker

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 66.000 er allerede med i klubben.