Det oversete våben mod corona: Et lille kneb med stor effekt

Vi går rundt og fortæller hinanden, at der kun er to måder, vi selv kan gøre noget ved corona-smitten:

  • God håndhygiejne.
  • God afstand.

Men det er ikke rigtigt.

For der findes en virkelig enkel måde at forbedre håndhygiejnen markant og dermed gøre noget ved corona-smitten i Danmark. Og den har intet at gøre med håndvask eller afstand.

Med andre ord: Der er en 3’er på listen (Og jeg taler ikke om at bruge mundbind).

Og 3’erens potentiale er kæmpestort.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis du lykkes med nummer 3, kan du faktisk glemme 1 og 2 i resten af pandemien og stadig have gjort meget mere for at dæmme op mod corona end alle os andre.

Og for resten: Den løsning, jeg præsenterer dig for i dag, er ikke ny, besværlig eller dyr. Tværtimod. Den er veldokumenteret, let og gratis.

Den er også så lavpandet og oplagt, at du vil blive skuffet om 5 minutter, når du læser, hvad det er.

Alligevel er den desværre ikke implementeret som grundregel i butikker, skoler, byggemarkeder og andre steder, hvor mange mennesker mødes.

Det er en skam. Og et stort problem. Det ændrer vi på i dag. Og det gør vi med denne raket:

1) Du tager med mig på sightseeing i mit lokalområde.

2) Jeg afslører det utroligt enkle kneb.

3) Du deler det utroligt enkle kneb med mindst én anden person.

Jeg lover dig i øvrigt, at der er et kæmpe fagligt plottwist i slutningen af indlægget, men indtil videre holder vil os til tretrinsraketten.

Er det en aftale?

Top. Vi starter som lovet med sightseeing i mit lokalområde. Nemlig: i IKEA.

En tur i IKEA

Du er ankommet til IKEA i Gentofte. Her ser du et billede fra indgangen, hvor jeg lige er trådt gennem de roterende døre. For at komme ind i butikken skal jeg bruge rulletrappen, som er foran mig.

Nu til quizzen: Hvad er der galt med håndspritten på dette billede?

(Du bruger et par sekunder på at lede efter den for at kunne svare …) Tillykke, du er bestået!

Det er nemlig problemet: Du skulle lede efter den.

Problemet er placeringen.

Den er i øvrigt her:

Se lige, hvor mange visuelle indtryk den er oppe imod: Tre lysende skærme, en inviterende rulletrappe, der leder os ind i butikken, og det dragende skilt ’Indgang’.

Elementerne er designet til at guide dig helt naturligt ind i butikken. Det er IKEA afsindigt gode til. De har øvet sig i at få dig til at købe svensk pindebrænde i årtier.

Den stakkels sprit-dispenser derimod går i ét med væggen. Der er to problemer med denne dispenser:

  1. Den er dårligt placeret.
  2. Den er utydelig.

Du kan jo gætte på, om folk bruger den … Svaret kommer lige straks.

Men inden du får svaret, minder jeg lige om en afgørende ting: Denne håndsprit ved indgangen er den absolut vigtigste.

For hvis vi kan få alle til at bruge håndspritten her, entrerer alle IKEA med rene hænder. Hvis folk derimod ikke bruger den, tager de muligvis virus med ind, og så kan vi ellers starte den russiske roulette i den svenske labyrint.

Nå, nu til svaret. Jeg gik formålsløst rundt et kvarters tid i ankomstområdet, imens jeg talte, hvor mange der brugte håndspritten.

Det har jeg i øvrigt gjort ved alle eksemplerne i dette indlæg (der kommer en del). Det er absolut ikke videnskabeligt. Men det giver et praj om løsningens kvalitet.

Resultat af observation

IKEA (ved indgang)

22 ud af 100 brugte håndspritten.

0%

22 ud af 100. Det er virkelig ringe.

Quiz nummer 2: Spritten ved kassen

Vi er stadig i IKEA i Gentofte. Vi har fundet vores varer og skal nu over for at betale i selvbetjeningen.

Skærmene er umiddelbart en højrisikozone, fordi vi alle sammen skal trykke på de samme skærme, som hundredevis af andre har trykket på før os. Derudover skal vi alle ud gennem den samme sluse. Her er det klogt at få folk til at spritte af.

Så jeg spørger igen: Hvad er problemet med sprit-dispenseren her?

(Du kigger efter den …) DU ER BESTÅET!

Måske spørger du: Er der overhovedet en? Jeg svarer: Ja, lige foran dig.

Her er den:

Den er endnu mere usynlig, fordi den er helt gennemsigtig. Og vi vil bare gerne ud og have den hotdog. Her er resultaterne.

Resultat af observation

IKEA (ved kassen)

2 ud af 22 brugte håndspritten.

0%

Av, av, av. Nærmest ingen bruger den.

Netto har også problemer

Det er ikke kun i IKEA, at brugen af håndsprit er alt for lav.

Her har du et billede fra min lokale Netto. Se håndspritten. Igen en anonym farve, der drukner i indtryk. Denne gang er spritten placeret med siden til, så man ikke kan læse teksten og se hullet til hænderne. Prisen betales ved kasse 1.

Jeg talte nede fra grøntafdelingen, hvor der var godt udsyn.

Resultat af observation

Netto (ved indgang)

31 ud af 100 brugte håndspritten.

0%

31 ud af 100. Slet ikke godt nok.

Og så er vi fremme ved løsningen

Du har nok regnet ud, hvad 3’eren er på den liste, jeg viste dig i starten af indlægget. Hvis ikke, så får du den her:

  • God håndhygiejne.
  • God afstand.
  • Placer spritten et klogt sted.

Jeg vil gerne have dig til at flytte spritten. Det er det. Ikke andet.

For det er med håndsprit som med huse. Det handler om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Det er et velkendt fænomen for eksperter i denne slags ting, at den største effekt på håndhygiejne ofte er placering. Dels fordi god placering gør det lettere at afspritte. Dels fordi den gode placering fungerer som en visuel reminder, når man passerer spritten. Dels fordi det skaber et mildt gruppepres, når menneskene foran dig bruger den.

Lad mig give dig to korte eksempler.

Jeg har selv deltaget i et større projekt, hvor vi studerede 3.000 mennesker på toiletter på et hospital (slap af, vi gjorde det med sensorer). Her fordoblede vi antallet af mennesker, der brugte håndspritten (fra 26 til 52 procent) alene ved at få dispenseren til at lyse op og minde folk om deres intention, når de var i nærheden af den.

I et andet eksperiment gennemført af den førende nudging-enhed herhjemme, iNudgeyou, studerede man forskellen på, om spritten stod i et anonymt hjørne på stuen (Læs: IKEA-løsningen), eller om man flyttede den ud på gangen og gjorde den tydelig (Læs: Den løsning, jeg argumenterer for i det her indlæg).

Resultat: En stigning fra 3 procent til 67 procent.

Jeg er jo konsulent, så for en god ordens skyld omregner vi det lige til en procentvis stigning, så det lyder endnu vildere.

Det er en stigning i brug af håndsprit på over 2.200 procent!!!

De 3 enkle regler for placering

Der findes et ordsprog, som adfærdseksperter går og hvisker til hinanden i krogene på konferencer og ned under båsene på toiletterne, når de er sikre på, at ingen lytter.

Det er fordi, de ved, at der ville lyde et ramaskrig, hvis de afslørede, hvad de i virkeligheden synes om normale voksne mennesker.

Her er, hvad de vi siger:

Hvis det virker på børn, så virker det på voksne.

Tanken er, at voksne i virkeligheden bare er børn med store fødder og realkreditlån. Det er ikke altid sandt. Men det er sandt langt oftere, end voksne tror, føler og mener.

Så derfor kan vi passende tage en tur ud til mine børns skole for at se, hvordan det skal gøres.

Her har du indgangen til SFO’en:

Bang!

SFO’en viser os de tre enkle elementer, der sikrer en god placering og skaber en visuel reminder.

1. Flyt håndspritten hen til indgangen

Den har mange (ikke alle) fattet. Problemet er, at den ligesom i IKEA ofte står usynligt ude i siden.

2. Stil den i vejen

Det betyder helt konkret, at hvis jeg går lige gennem døren og ind i butikken, så skal jeg støde ind i den. Eller som i SFO’en skal den stikke ud, så jeg næsten får den hovedet, når jeg forsøger at komme gennem døren.

3. Gør den tydelig

Den skal IKKE gå i ét med omgivelserne som i IKEA. Den skal helst have en grim kontrast-farve, så den tydeligt lyser op.

Jeg talte i øvrigt ved SFO’en. Igen uvidenskabeligt. Igen på behørig afstand, men ikke i så lang tid (det kan se underligt ud at stå ved indgangen til en skole i længere tid …)

Resultat af observation

SFO (ved indgang)

26 ud af 33 brugte afspritteren.

0%

Tjek.

Sådan her gør de i øvrigt inde på skolen:

Bum, lige ved døren. Næsten direkte i døråbningen. Og helt umulig at overse. (Jeg har ikke talt her, det ville være creepy-level +2.000)

Lad os komme ned i Fakta. Her har de også fattet det.

Se her, tydelig og placeret midt i det hele.

Jeg talte igen.

Resultat af observation

Fakta (ved indgang)

45 ud af 67 brugte afspritteren.

0%

45 ud af 67. Ikke perfekt, men over dobbelt så mange som i Netto.

I Magasin har de også fanget den. Samme princip. På en stander. Svær at overse.

Mit feltarbejde i Magasin viste en overraskende stor tilslutning til spritten …

Resultat af observation

Magasin (i butikken)

82 ud af 100 brugte håndspritten.

0%

I lufthavnen har de også fanget den (yes, jeg er så international, at jeg betegner Københavns Lufthavn som en del af mit lokalområde).

Der er desværre ubehageligt tomt i lufthavnen i disse tider. Men det lykkedes mig at tælle 22, der gik ind i Tax Free. De 17 af dem brugte håndspritten.

Resultat af observation

Lufthavnen (ved Tax Free)

17 ud af 22 brugte håndspritten.

0%

Okay, vi stopper her og summerer op i ét enkelt billede. Som du kan se, så har placering en kæmpe indflydelse på tilslutningen til håndsprit.

Samlet oversigt

IKEA #10%
IKEA #20%
Netto0%
SFO0%
Fakta0%
Magasin0%
Lufthavnen0%

Hvis du tager på sightseeing i dit lokalområde, vil du givetvis finde ud af, at der er flere, der placerer spritten som Netto og IKEA end Fakta og Magasin.

Derfor har jeg to enkle forslag. Ét til dig og ét til Sundhedsstyrelsen.

Forslag til dig og Sundhedsstyrelsen

Først Sundhedsstyrelsen.

Personligt synes jeg, at Sundhedsstyrelsen har gjort et rigtig godt stykke arbejde i en svær tid. Men jeg savner denne pointe: Rådgiv butikker, skoler, virksomheder og foreninger om best practice i forbindelse med placering af håndspritten.

Som vi har set, er “Stil den ved indgangen” ikke nok.

Men vi kan da ikke få alle de ansvarlige til at rykke rundt på håndspritten, tænker du måske?

Jo, det kan vi. Og hvordan ved jeg så det? Det gør jeg, fordi vi åbenbart kunne få alle ansvarlige til at hænge de her skilte op.

Her har du det nede i min lokale Meny:

Jeg elsker alt ved det skilt.

”Okay, alle står lige stille. Også dig derovre ved delikatessen. Jeg skal vide, om jeg må gå ind.

1, 2, 3, 4, 5, stå stille for fanden, sagde jeg …

… 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21 …

NEJ, stop nu med at bevæge jer. Nu mistede jeg overblikket. Om igen.

1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15 …”

Så her er mit enkle forslag til Sundhedsstyrelsen:

  1. Lav en massiv kampagne, der rådgiver om placeringen af håndsprit. Pointen er let at kommunikere.
  2. Invester massivt i et rejsehold, der tager på besøg og rådgiver om det i butikker, skoler, foreninger og andre offentlige steder.

Og her er en anden ide lige fra hoften til varehuse, byggemarkeder og storcentre: Hav dog for fanden en ansat stående ved døren til at smide en klat håndsprit i hænderne på alle, der kommer ind.

Prisen for at have en studentermedhjælper stående i IKEA er minimal i forhold til den tryghed, det skaber at vide, at alle har sprittet hænderne af, inden de kom ind i butikken.

Du kan selv gøre en stor forskel

Du ejer måske ikke en butik. Måske er du heller ikke skoleleder. Eller ansvarlig for et varehus. Eller ansat i Sundhedsstyrelsen.

Derfor har du et endnu mere enkelt ansvar:

Sig det højt, når du ser en tåbeligt placeret sprit.

Bed folk i kantinen om at sige det videre til facility management. Skriv til skolelederen på Aula. Gå hen i Informationen i IKEA (det gjorde jeg).

Hvis du lykkes med at få flyttet en spritdispenser et bedre sted hen, stiger din indflydelse på afspritningen i kommunen med samme eksponentielle kraft som selve epidemien.

For når du husker at afspritte dine egne hænder, påvirker du ét datapunkt. Dig selv. Hvis du lykkes med at flytte spritten, påvirker du hurtigt 1.000 datapunkter. Alle de andre.

Vi er på vej ind i den kolde tid, hvor virussen får bedre vilkår. Kombinér det med juletrængsel og generel corona-træthed, og du har en smittefarlig bombe.

Men vi kan sammen gøre en lille ting, der har en stor effekt.

Flyt spritten. Og spred dette enkle budskab i dit netværk.

Og med den opsang var det faktisk planen, at indlægget skulle slutte. Men så var det, at vi manglede et strygejern derhjemme …

Det faglige plottwist

Det er en true story, det her. Og den er så belejlig, at du vil tvivle på, om den er sand.

Elgiganten ligger lige ved siden af IKEA i Gentofte, så efter jeg havde købt strygejernet, tænkte jeg, at jeg ville smutte over i IKEA for at tjekke, om de havde gjort noget ved opstillingen. Det var trods alt et par uger siden, jeg havde taget billederne og talt de besøgenes brug af håndspritten.

Og det her var, hvad jeg så, da jeg kom ind gennem de roterende døre igen.

En dobbelt Whammy! Double Trouble!? Dobbelt-Jean-Claude-Van-Damme-Slagkraft!

To sprit-dispensere placeret lige ved indgangen i en elegant sluse. Umulige at overse lige ved det første blå skilt i gulvet.

JEG. MÅTTE. TÆLLE.

Med strygejernet i den ene hånd, en falsk samtale i headsettet og et skælmsk smil kunne jeg på behørig afstand konstatere, at 92 ud af 100 brugte håndspritten.

Over fire gange så mange bruger spritten i den præcist samme indgang. Blot fordi man har flyttet den og gjort den mere tydelig.

I rest my case.

PS: Hvis du læser med fra Sundhedsstyrelsen eller bare gerne vil hjælpe andre med at huske at flytte spritten, så har jeg lavet plakaten med Søren Brostrøm og Jeppe K til dig lige her.

Morten Münster