Der er ingen, der kan forudsige aktiemarkedet. Og selv hvis der var, ville du aldrig kunne finde frem til vedkommende.

Der er to konsekvenser ved denne sandhed:

Det er ikke en nyhed, at aktiemarkedet er uforudsigeligt. Det er bevist gennem flere store studier.

I et af de mere kulørte forsøgte Wall Street Journal at efterprøve en hypotese, som professor Burton Malkiel påstod i sin bestseller: “A Random Walk Down Wall Street”. Her skrev han:

“A blindfolded monkey throwing darts at a newspaper’s financial pages could select a portfolio that would do just as well as one carefully selected by experts.”

Wall Street Journal fik deres ansatte til at agere aber ved at kaste dartpile efter tilfældige aktier. Og ‘Aben’ vandt i 40 % af tilfældene over de professionelle aktiespekulanter, der ellers var veludstyret med seler, computere og en masse nonsens.

Mine damer og herrer: En abe, uh-uh-ah-ah. En abe kan slå profferne i 40 pct. af tilfældene.

Så første indsigt er, at hver gang du ser ti aktieeksperter udtale sig om fremtiden, så har fire af dem hår på tæerne og fremsiger deres spådom med en banan i den ene hånd og en dartpil i den anden.

En diplomatisk opfordring vil her være, at du derfor tager deres anbefalinger med et gran salt.

Vil du tjene penge, eller er det en hobby?

Alene denne groteske sandhed om aktieforudsigelser burde lukke ned for den massive dækning af aktiemarkedet, for der er vitterligt ikke nogen, der ved, hvad de taler om.

Og så har vi endnu ikke talt om, at porteføljemanageren æder af din investering hver dag, hvorimod et dartsæt kun kræver en éngangsbetaling i BR Legetøj.

Men det skal vise sig, at du hverken behøver en ekspert eller et dartsæt for at træffe en korrekt beslutning med din investering.

Lad os se lidt nærmere på den påstand, men inden da en hurtig disclaimer:

Hvis din hobby er at følge med i virksomhedernes årsregnskaber, og du får et kick ud af spændingen ved at købe og sælge aktier, så er dette indlæg ikke for dig. Du skal bare vide, at denne hobby – ligesom alle andre – koster dig penge.

Hvis du derimod investerer rationelt for at optimere dit udbytte af investeringen over en længere periode (5+ år), er dette indlæg for dig. For der findes en rigtig og en forkert måde at gøre det på.

For at komme den nærmere skal vi først lige en tur omkring en grundlæggende forskel på at investere. Hvis du kender forskellen, kan du bare springe afsnittet over.

Aktiv versus passiv investering

Aktiv investering baserer sig på den antagelse, at du tror, du kan slå markedet. Eller at du kan finde nogen, der kan – typisk en porteføljemanager. Det er en dyr løsning, fordi du betaler porteføljemanagerens løn.

Passiv investering baserer sig på den antagelse, at du ikke tror, du kan slå markedet, og derfor vælger du typisk en indeksfond. Den fungerer ved, at du køber en lille bid af en masse aktier og derved forsøger at følge aktiemarkedets generelle udvikling.

I stedet for at købe for 20.000 kr. i en investeringsforening, der har håndplukket specifikke aktier, som porteføljemanageren mener, kan slå markedet (aktiv), så bruger du de 20.000 kr. på en indeksfond, som simpelthen bare følger et helt aktieindeks, f.eks. C25-indekset (passiv).

Hvis du f.eks. køber dig ind i en indeksfond, der følger C25-indekset herhjemme, vil du få et afkast, der matcher den gennemsnitlige udvikling for hele C25-indekset. Hverken mere eller mindre.

Passiv investering er smartere end aktiv investering

Hvis man kunne forudsige aktiemarkedet, måtte vi forvente, at det var en god ide at have porteføljemanagere til at håndplukke aktier til dig. Det er det imidlertid ikke. Af to grunde:

For det første er det langt dyrere, og en del af din investering bliver spist op, fordi du skal betale porteføljemanagerens løn.

For det andet vil indeksfonden statistisk set give dig et bedre afkast over en længere periode ved ikke at gøre noget og blot følge den generelle udvikling i et marked.

Her er tre eksempler på studier, der understøtter dette (og det er kun et lille udpluk):

1: To procent af amerikanske porteføljemanagere kan dække deres omkostninger

Finans-professorerne Kenneth French og Eugene Fama fandt i 2010 ud af, at kun 2 pct. ud af 3156 amerikanske porteføljemanagere havde statistisk valide kompetencer og kunne dække udgiften til det, de kostede. Det skrev French og Fama om i artiklen ‘Luck versus Skill in the CrossSection of Mutual Fund Returns’ udgivet i The Journal of Finance.

2: Indeksfonde vinder over aktive investeringer over tid

Som Wall Street Journal skrev tilbage i 2015, findes der massiv videnskabelig støtte for, at indeksfonde slår aktivt investerede fonde over tid.

En portefølje af billige indeksfonde ville statistisk set performe lige så godt som de øverste 3 pct. af aktivt investerede fonde – og altså bedre end de andre 97%.

3: Over 83 pct. af aktive fonde kan ikke hamle op med deres benchmark

Det er Financial Times, der bringer dette og andre opsigtsvækkende tal for dagen. Og konkluderer: “These seriously disappointing records would not be at all acceptable if produced by any other industry.”

En hurtig opsummering. Forskellen på aktiv og passiv investering er altså følgende:

Som avisbud kunne du have tjent 700.000 kr. mere

Jeg formoder dette om dig: Hvis du helt afskriver, at du investerer aktivt for spændingen skyld, og du holder fast i, at du gør det for rationelt at tjene flere penge, har du vel forholdt dig til det, økonomer kalder for opportunity costs? Altså hvad kunne du have gjort med din tid i stedet for?

Hvis du bruger tre timer om ugen på at læse om investeringer, købe og sælge aktier eller tale med din investeringsrådgiver, kunne du f.eks. have gået med aviser i stedet. Her får du ca. 80 kr. i timen, hvilket løber op i en månedsløn på lidt over 1000 kr.

Hvis du vælger at gå med aviser i de tre timer i stedet for at spekulere, så vil du med renters rente (og et årligt afkast på 4 pct. i en indeksfond) have 740.321 kr. ekstra om 30 år. Din aktive investeringsstrategi skal altså ikke blot slå markedet (hvad den i øvrigt heller ikke gør), men den skal slå markedet med over 700.000 kr. over 30 år. Ellers har du spildt din tid.

Der er principielt kun én metode at slå markedet på

Metoden består i at finde ud af noget om en virksomhed, som ingen andre i markedet ved, f.eks. at de er lige ved at lande en stor ordre. Hvis man har disse informationer, kan man tjene mange penge.

Eksempelvis citerer forudsigelsesguruen Nate Silver i sin glimrende bog “The Signal and the Noise” et studie, der viser, at politikere i kongressen og senatet er underligt gode til at vælge aktier. Deres porteføljer slår systematisk alle andre – både indeks og aktivt forvaltede aktier.

Det, der foregår her, er ofte ikke lovligt. Det er variationer af insiderhandel, som politikerne får ved at sidde i lukkede rum og få kendskab til fortrolige ting.

Men engang kunne man finde disse informationer ved bare at være grundig og opsøgende nok.

Det er f.eks. velkendt, at der i 60’erne og 70’erne var store gevinster at hente, fordi det var relativt nemt at få sådan en informationsfordel ved blot at følge virksomhederne tæt og have det rette netværk.

Det er det ikke længere.

F.eks. estimerer Financial Times – utrolig konservativt, vil mange mene – at antallet af professionelle, der er engageret i aktiespekulation, er eksploderet fra ca. 5.000 mennesker til over 1 mio. i løbet af de sidste årtier. Omsætningen på New York Stock Exchange har i samme periode fået en 500 gange større volumen.

Med andre ord er det umuligt at finde den informationsfordel, som i sidste ende er den eneste måde, man kan slå markedet på.

Så der er tale om en helt speciel form for storhedsvanvid, hvis vi tror på, at vi kan sidde hjemme i sofaen i vores foretrukne hyggebuks og forudsige noget som helst om udviklingen i en aktie eller et indeks.

Når vi læser informationen i Børsen, er den blevet tygget igennem så mange led, at den er værdiløs, når vi får den. Og selv de mennesker, der gjorde brug af den helt fremme ved fronten, er nærmest ikke bedre end aber med dartpile.

Men hvordan forklarer vi så en mand som Warren Buffett?

Inden vi forsøger os med den forklaring, skal vi lige huske på den amerikanske stjerneinvestors foretrukne investeringsopfordring. Du gættede det: Investér i indeksfonde.

For nylig vandt Warren Buffett endda et meget omtalt væddemål, der netop handlede om hans tiltro til denne strategi fremfor en strategi, der baserede sig på at regne markederne ud på kort sigt.

I et opsigtsvækkende væddemål med Protegé Partners satsede Buffett sine penge på, at indekset S&P 500 ville outperforme aktiv investering over et årti.

10 år senere vandt han væddemålet. Stort.

Udover det faktum, at verdens mest kendte investor anbefaler indeksfonde, er det værd at bemærke, at han har slået markedet konsistent over flere årtier.

Der er to muligheder for, at det kan lade sig gøre.

For det første skal vi huske på, at det kan forklares gennem simpel statistik. Hvis vi f.eks. antager, at der er 100.000 mennesker, der forvalter en fond af en art, og markedet er tilfældigt, så vil vi på et givent år have 50.000, der slår markedet, og 50.000, der ikke slår markedet.

Af de 50.000, der slår markedet, vil 25.000 slå det året efter. Af de 25.000 vil 12.500 slå det året efter og så fremdeles. Det er naturligvis et rent teoretisk scenarie, der ikke helt holder i virkeligheden, men pointen er, at man i et tilfældigt marked kan slå markedet mange år i træk.

I det teoretiske scenarie kan 1 af de 100.000 mennesker slå markedet 17 år i træk – udelukkende bevæbnet med dartpile. Men hun vil blive båret rundt i kongestol, ende på forsiderne af alle bladene, hvor hun vil tale om den specifikke variation af teknisk analyse, hun brugte. Og derfor vil en masse andre forsøge at kopiere denne strategi, som jo åbenlyst har virket.

17 år i træk, data lyver ikke!

Jo, den gør. Det hedder survivorship bias. Altså at vi fejrer den overlevende og glemmer alle de døde, vi aldrig hørte om.

For vi glemte lige de 50.000, der klarede sig dårligere end markedet det første år. Blandt dem klarede 25.000 af dem sig endnu engang dårligere end markedet i andet år, og blandt denne gruppe var der flere tusinde, der brugte den samme tekniske analyse.

Vi hører bare aldrig om deres forfærdelige beretninger om, hvordan de gik konkurs med den eller blev udkonkurreret af markedet. For de skilter sjovt nok ikke med det, og det er ikke nogen god historie.

Så det er helt og aldeles muligt, at Warren Buffett bare har været heldig i et tilfældigt marked. Men der findes også en anden mulighed, der er plausibel og mere behagelig at tro på.

Måske er der 1-2 pct. der kan slå markedet

Den anden mulighed kunne være, at det faktisk er muligt at slå markedet. Det er som nævnt ikke den gængse videnskabelige opfattelse, men nogle studier peger på, at det faktisk kan være muligt, selvom det næsten er umuligt at påvise kausalitet, der udelukker held.

Ligesom Eugene Fama (fra den første undersøgelse) beregner de typisk, at mellem 1 og 2 pct. af professionelle investorer falder i den gruppe. Det er muligvis her, Buffett og Berkshire Hathaway ligger.

Der er to ting, der er værd at bemærke ved det resultat for dig og mig.

For det første: Private investorer er ikke en del af de omtalte 1 til 2 pct. Hvis du investerer dine midler selv, har du absolut ingen mulighed for statistisk set at slå markederne. Derfor skal du lade være og investere i indeksfonde i stedet. Medmindre det er din hobby.

For det andet: Du har ingen chance for at finde ud af, hvem de 1-2 pct er. De ved ikke engang, hvem de selv er. Så lad være med at bruge tid på at finde dem.

Prioriter din avisrute i stedet.

Men hvorfor vælger flere så ikke indeksfonde når nu det er så oplagt?

Der er især 3 grunde til, at flere ikke vælger indeksfonde:

1)  Det er kedeligt

Der er absolut ingen spænding, for indeksfonde betaler sig af alle de kedelige årsager: Der er høj diversitet, minimal turnover og lave udgifter. Der er ingen flamboyante CEO’s, ingen årsregnskaber at holde øje med, ingen nyheder at sidde på kanten af stolen over og ingen hemmeligheder, du var den første til at finde frem til.

2)  Det er en dårlig forretning – for de andre

Eftersom indeksfonde er meget billige, er der ingen, der tjener penge på dig. Og derfor er det ikke en attraktiv løsning at markedsføre for dig. Det betyder, at vi bliver tæppebombet med alle mulige grunde til at vælge aktiv investering.

3)  Vi er biased til at tro at vi kan slå markedet

Biases er systematiske fejl, vi begår, når vi træffer beslutninger, fordi vi følger nogle særlige tankemønstre. En af de værste biases, der forhindrer os i at træffe fornuftige beslutninger, er overconfidence bias, som jeg har skrevet om her hos Børsen.

Dette overmod kombineret med den menneskelige tilbøjelighed til at “connecte the dots” i en tilfældig data med efterrationaliserende narrativer betyder, at vi kommer galt af sted. Vi tror, vi er den ene pct. Men problemet er, at det gør de 99 pct. andre også.

I sidste ende er passiv investering i indeksfonde det eneste rigtige valg, hvis du har en tidshorisont, der er længere end næste mandag. Der er ingen grund til at forsøge at være smart. Som Warren Buffetts livslange investeringspartner, Charlie Munger, har formuleret det:

“It is remarkable how much long-term advantage we have gotten by trying to be consistently not stupid, instead of trying to be very intelligent.”