Produktet alle bruger, men som ingen vil have

Læsetid: 1:34 min (467 ord)

Når jeg skal finde ud af, hvad jeg skal skrive om her i nyhedsbrevet, så tester jeg ofte mine ideer ved at fortælle min omgangskreds om dem.

Hvis de reagerer følelsesmæssigt, så er der gode odds for, at du også kommer til at høre om det.

Og det gjorde de på dagens emne. Alle sammen.

Det drejer sig om et besynderligt fænomen.

Fænomenet er, at vi mennesker bruger tid og energi på en masse produkter, som vi ville ønske, ikke eksisterede.

Et sjovt eksempel er luksusvarer.

Når man spørger folk, der har købt produkter fra fx Chanel, Rolex eller Versace, svarer 44 procent*, at de ville ønske, at disse produkter slet ikke eksisterede.

Er det ikke skørt?

Åbenbart føler gruppen sig kulturelt og følelsesmæssigt ’tvunget’ til at købe dem.

Men problemet er større end rige mennesker, der fortryder deres læderbeholdere.

Og her er vi så fremme ved eksperimentet, som min omgangskreds reagerede på.

Når man (jeg) kalder unges omgang med sociale medier for problematisk, kan man ofte blive diskvalificeret på grund af sin egen alder.

  • ”Du er bare et gammelt menneske, der er vokset op uden sociale medier.”
  • ”Du forstår det ikke.”
  • ”De gamle var også bange for Elvis.”

Men her er sagen: De unge ville selv ønske, at sociale medier ikke eksisterede.

Lad mig underbygge med et enkelt eksperiment**.

Eksperimentet havde to faser:

Fase 1

I fase 1 stillede forskerne en stor gruppe college-studerende følgende spørgsmål: Hvor meget skal vi betale dig for at hoppe af sociale medier i 4 uger?

Det gennemsnitlige svar var ca. 50 dollars.

Helt forventeligt vil ingen undvære deres profil på sociale medier uden kompensation.

Men fase 2 af studiet vendte konklusionen på hovedet.

Fase 2

I fase 2 spurgte forskerne nemlig de samme studerende: Hvor meget skal vi betale dig for, at vi deaktiverer både din og alle andres profiler? Altså en verden uden sociale medier.

Og det er her, at det banebrydende element ved studiet indtræffer. For de studerende ville ikke have en krone for at træde ind i den verden.

Tværtimod: De var villige til at betale penge for den!

Størstedelen af de studerende ønskede at betale penge for, at sociale medier ikke eksisterede.

Er det ikke tankevækkende? Vi taler om den gruppe mennesker, der bruger produktet allermest. Hver dag. Hele tiden.

Den gruppe drømmer om en verden, hvor de ikke eksisterede.

De fleste er der kun, fordi de andre er der. Og fordi vores kommunikationssystemer, kultur og algoritme-liberalisme har tvunget dem ind i dem.

Og ja, det er et tankeeksperiment, og ja, spørgeskemaer er notorisk upålidelige. Og nej, det er heller ikke alle, der ville ønske, at sociale medier ikke eksisterede.

Men det gør de fleste.

Hvorfor?

Fordi de udmærket forstår, at sociale medier tager mere, end de giver.

Slut

* En af forskerne i fænomenet gennemgår både eksemplet med sociale medier og luksusvarer i denne podcast-episode
** Det konkrete studie finder du her

Faglige indsigter til videbegærlige mennesker

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev. Her får du hver 14. dag en ny indsigt om adfærd, der er brugbar og tankevækkende. Mailen er helt kort og kan læses på under 2 minutter. Over 45.000 er allerede med i klubben.